Roadtrip USA 2008

Velkommen til Jonathan og Benjamins rejseblog.

Statistik

23 indlæg

18.132 km kørt

88 dage i alt

Abonnementer

Abonnér på blog

Abonnér på billeder

Hvad
Dette er en blog for Jonathan og Benjamin, som er på Roadtrip.

Hvor
I USA, med start og slut i Dallas, og hele USA som mål.

Hvornår
Fra 16. september 2008 til 12. december 2008. Altså knap 3 måneder.

Death Valley og Sequoia NP 23. november 2008 af Jonathan
Så er det tid til en lille opdatering igen. Efter at vi havde sat Julie og Sebastian af i lufthavnen i Las Vegas fortsatte vores tur mod den næste nationalpark på vores "liste": Death Valley. Death Valley er en meget stor park, og er kendetegnet ved at den dækker et stort ørkenområde med mange forskellige landskabstyper - desuden spillede en stor del af området en vigtig rolle under guldfeberen som startede i 1849. Blandt andet ligger en masse andre gamle guldminer inden for parkens område, og der er adskillige såkaldte "Ghost towns" der er byer som minearbejderne/guldjægerne har forladt. Vi mærkede tydligt at vi kom uden for sæson. De få (turist)byer der ligger inde i parken var rimeligt døde, dog var de få butikker og hoteller åbne. Vi forsøgte os på det første hotel vi kom forbi inde i parken. De ville have over 300$ pr nat, så vi kørte videre til den næste lille by, Stovepipe Wells Village hvor vi fandt en - stadig dyr, men billigere overnatningsmulighed. De små byer består som regel ikke af andet end en lille butik, et hotel, en restaurent og eventuelt en bemzinstation. Det hele er bygget i "western-stil" og gamle minevogne og lignende effekter står rundt omkring for at det skal se ægte ud. De udstillede effekter lignede at de rent faktisk var ægte, men bygningerne var ikke ;) Denne første aften fandt vi vores gasblus frem og lavede selv mad på verandaen. Onsdag startede vi dagen med en hike i Titus Canyon som ligger et godt stykke nord for Stovepipe Wells Village. En del af vejene i parken er grusveje, og mange af dem kræver en 4-hjulstrækker, hvorfor vi ikke havde adgang til en del af de ting vi egentligt gerne ville have set. Efter at have vandret op igennem kløften og tilbage igen fik vi lidt frokost og kørte så til Dantes View - et kendt, og meget smukt beliggende udsigtspunkt hvorfra man har en dejlig udsigt ud over flade og øde grus- samt saltbelagte dale omgivet af høje bjerge. På Nuværende tidspunkt går solen ned allerede 16.30 så efter Dantes View var vores dag ovre og vi tog tilbage til vores hotel. Næste dag satte vi kursen mod Sequoia National Park, dog ikke uden først at se lidt mere af Death Valley! Vi vandrede i "Mosaic Canyon" hvilket var en rimeligt kort hike på et par kilometer, men med meget smukke klippesider i marmor som vilde floder for mange år siden har slebet silke glatte i forskellige bløde kurver. Desuden er der rundt omkring i kløften forskellige former for naturlige mosaiker i bjergsiderne. Det ligner at naturen har forsøgt at skabe en mosaik af forskellige sten i bjergsiden. Det er meget smukt. Efter denne vandretur kørte vi til "Ballarat", en såkaldt "Ghost town". Byen er opkaldt efter en Australsk by der havde stor succes med guld. Denne lille by, midt ude i ørkenen blev grundlagt i 1896 og var en forsynings- og afslapningsby for minearbejderne. Da byen toppede havde den ikke mindre end 7 saloons, 3 hoteller, en Wells Fargo station, et posthus, en skole og et fængsel. Op mod 500 mennesker har byen huset på det tidspunkt. I dag står ganske få ruiner tilbage. Resterne af det gamle posthus og skolen står tilbage sammen med nogle få vægge fra ubestemmelige bygninger og en nyere opført version af fængslet. Byen har i dag 1 indbygger, Rock Novak og hans hund Potlicker. Rock har en lille foretning (i forbindelse med en simpel campingplads), hvor han sælger sodavand, øl, souveniers og pistoler. Det er et højest besynderligt sted, og når man træder ind i hans lille foretning, føler man sig virkelig tilbage i "the wild west" for over 100 år siden. Rock sad i sin stol inden for døren, i slidte jeans, ternet skjorte, en sort, slidt cowboyhat og med et halvlangt gråt skæg. Jeg forstod ikke meget af hvad han sagde. Vi endte med at købe et par colaer af ham og gik så ud for at se på ruinerne. Ud over de gamle ruiner er står der også det rustende lig af Charles Mansons gamle Dodge truck. Det var lidt spøjst, og vi troede umiddelbart ikke på manden da han sagde det. Vi har dog efterfølgende slået det op på nettet og det ser ud til at være rigtigt nok. Efter Ballarat kørte vi en lang, men nødvendig, omvej mod Sequoia National Park. Da visse veje er lukket p.g.a. sne blev vi nødt til at køre hele vejen uden om parken for at komme ind. GPS'en fik forvildet os op i nogle bjerge efter mørkets frembrud, og så stod den ellers på 3 timers bjergkørsel i mørke, og da vi nåede toppen, og der bygndte at ligge sne hist og her på vejen, blev vi lidt nervøse. MEn vi opdagede hurtigt at vejen herfra gik ned, og vi kom sikkert ned. Vi endte med at stoppe for at sove i en lille by, Porterville - en by hvor rigtigt mange mennesker har virkeligt grimt hår opdagede vi hurtigt! Næste morgen kørte vi de sidste par timer til Sequoia National Park, fandt et halvdyrt motel hvor vi smed vores tasker og begav os så ellers ud i parken. Vi var dårligt kommet ind i parkområdet før det skete - vi så endnu en bjørn! Denne gang fra bilen. Den opdagede hurtigt vores bil og luntede stille og roligt ned ad bjergsiden. Vi kørte til Giant Forest, som er stedet hvor de navngivende Sequoiatræer vokser. Det er nogle af verdens største træer, og dette sted er det eneste sted de vokser i hele verden. De er simpelthen kolosale! I højden slår de ikke helt Redwoods, men i tykkelsen slår de det meste. Hvad der gør dem til verdens største træer er nok forholdet mellem højde og tykkelse. Vi vandrede igennem denne gigantskov, nogle kilometer til Moro Rock, en lille bjergtop hvor vi havde et fantastisk udsyn mod, på den ene side, snebeklædte bjergtoppe og grønne bjergsider, og på den anden side, et stort, hvidt hav af tåge som dækkede en dal mellem de mange bjerge. Og gennem dette mystiske hvide hav stak næsten sorte bjergtoppe hvilket var helt enormt smukt. Se billedet, som vi selv har taget, her under (se flere i galleriet):

Bag efter så vi Hanging Rock, en stor sten der ligger på en glat, skrå bjergside og ligner at den kan falde ned hvert øjeblik. Efterfølgende satte vi kursen mod det som parken nok er mest kendt for: The Sherman Tree - verdens største træ! Og det var stort, det skal jeg lige love for. Se Benjamin, der omfavner træet på billedet her under!

Vi blev igen ramt af den tidlige solnedgang og begav os ned til vores motel. I dag har vi så sat kursen mod Yosemite National Park. Tiden er efterhånden ved at løbe fra os, og vi må derfor vælge nogle ting fra. Vi har derfor valgt at sige at vi har besøgt rigtigt mange smukke parker nu, og bruger derfor kun en enkelt dag i Yosemite selvom man sagtens kunne bruge mere. I morgen, når vi har set parken, kører vi til Sacramento hvor Benjamin har familie. Her skal vi nok være et par dage før vi kører til San Francisco og så står den ellers på storbyophold de næste par uger. Planen er at vi tager San Så er det tid til en lille opdatering igen. Efter at vi havde sat Julie og Sebastian af i lufthavnen i Las Vegas fortsatte vores tur mod den næste nationalpark på vores "liste": Death Valley. Death Valley er en meget stor park, og er kendetegnet ved at den dækker et stort ørkenområde med mange forskellige landskabstyper - desuden spillede en stor del af området en vigtig rolle under guldfeberen som startede i 1849. Blandt andet ligger en masse andre gamle guldminer inden for parkens område, og der er adskillige såkaldte "Ghost towns" der er byer som minearbejderne/guldjægerne har forladt. Vi mærkede tydligt at vi kom uden for sæson. De få (turist)byer der ligger inde i parken var rimeligt døde, dog var de få butikker og hoteller åbne. Vi forsøgte os på det første hotel vi kom forbi inde i parken. De ville have over 300$ pr nat, så vi kørte videre til den næste lille by, Stovepipe Wells Village hvor vi fandt en - stadig dyr, men billigere overnatningsmulighed. De små byer består som regel ikke af andet end en lille butik, et hotel, en restaurent og eventuelt en bemzinstation. Det hele er bygget i "western-stil" og gamle minevogne og lignende effekter står rundt omkring for at det skal se ægte ud. De udstillede effekter lignede at de rent faktisk var ægte, men bygningerne var ikke ;) Denne første aften fandt vi vores gasblus frem og lavede selv mad på verandaen. Onsdag startede vi dagen med en hike i Titus Canyon som ligger et godt stykke nord for Stovepipe Wells Village. En del af vejene i parken er grusveje, og mange af dem kræver en 4-hjulstrækker, hvorfor vi ikke havde adgang til en del af de ting vi egentligt gerne ville have set. Efter at have vandret op igennem kløften og tilbage igen fik vi lidt frokost og kørte så til Dantes View - et kendt, og meget smukt beliggende udsigtspunkt hvorfra man har en dejlig udsigt ud over flade og øde grus- samt saltbelagte dale omgivet af høje bjerge. På Nuværende tidspunkt går solen ned allerede 16.30 så efter Dantes View var vores dag ovre og vi tog tilbage til vores hotel. Næste dag satte vi kursen mod Sequoia National Park, dog ikke uden først at se lidt mere af Death Valley! Vi vandrede i "Mosaic Canyon" hvilket var en rimeligt kort hike på et par kilometer, men med meget smukke klippesider i marmor som vilde floder for mange år siden har slebet silke glatte i forskellige bløde kurver. Desuden er der rundt omkring i kløften forskellige former for naturlige mosaiker i bjergsiderne. Det ligner at naturen har forsøgt at skabe en mosaik af forskellige sten i bjergsiden. Det er meget smukt. Efter denne vandretur kørte vi til "Ballarat", en såkaldt "Ghost town". Byen er opkaldt efter en Australsk by der havde stor succes med guld. Denne lille by, midt ude i ørkenen blev grundlagt i 1896 og var en forsynings- og afslapningsby for minearbejderne. Da byen toppede havde den ikke mindre end 7 saloons, 3 hoteller, en Wells Fargo station, et posthus, en skole og et fængsel. Op mod 500 mennesker har byen huset på det tidspunkt. I dag står ganske få ruiner tilbage. Resterne af det gamle posthus og skolen står tilbage sammen med nogle få vægge fra ubestemmelige bygninger og en nyere opført version af fængslet. Byen har i dag 1 indbygger, Rock Novak og hans hund Potlicker. Rock har en lille foretning (i forbindelse med en simpel campingplads), hvor han sælger sodavand, øl, souveniers og pistoler. Det er et højest besynderligt sted, og når man træder ind i hans lille foretning, føler man sig virkelig tilbage i "the wild west" for over 100 år siden. Rock sad i sin stol inden for døren, i slidte jeans, ternet skjorte, en sort, slidt cowboyhat og med et halvlangt gråt skæg. Jeg forstod ikke meget af hvad han sagde. Vi endte med at købe et par colaer af ham og gik så ud for at se på ruinerne. Ud over de gamle ruiner er står der også det rustende lig af Charles Mansons gamle Dodge truck. Det var lidt spøjst, og vi troede umiddelbart ikke på manden da han sagde det. Vi har dog efterfølgende slået det op på nettet og det ser ud til at være rigtigt nok. Efter Ballarat kørte vi en lang, men nødvendig, omvej mod Sequoia National Park. Da visse veje er lukket p.g.a. sne blev vi nødt til at køre hele vejen uden om parken for at komme ind. GPS'en fik forvildet os op i nogle bjerge efter mørkets frembrud, og så stod den ellers på 3 timers bjergkørsel i mørke, og da vi nåede toppen, og der bygndte at ligge sne hist og her på vejen, blev vi lidt nervøse. MEn vi opdagede hurtigt at vejen herfra gik ned, og vi kom sikkert ned. Vi endte med at stoppe for at sove i en lille by, Porterville - en by hvor rigtigt mange mennesker har virkeligt grimt hår opdagede vi hurtigt! Næste morgen kørte vi de sidste par timer til Sequoia National Park, fandt et halvdyrt motel hvor vi smed vores tasker og begav os så ellers ud i parken. Vi var dårligt kommet ind i parkområdet før det skete - vi så endnu en bjørn! Denne gang fra bilen. Den opdagede hurtigt vores bil og luntede stille og roligt ned ad bjergsiden. Vi kørte til Giant Forest, som er stedet hvor de navngivende Sequoiatræer vokser. Det er nogle af verdens største træer, og dette sted er det eneste sted de vokser i hele verden. De er simpelthen kolosale! I højden slår de ikke helt Redwoods, men i tykkelsen slår de det meste. Hvad der gør dem til verdens største træer er nok forholdet mellem højde og tykkelse. Vi vandrede igennem denne gigantskov, nogle kilometer til Moro Rock, en lille bjergtop hvor vi havde et fantastisk udsyn mod, på den ene side, snebeklædte bjergtoppe og grønne bjergsider, og på den anden side, et stort, hvidt hav af tåge som dækkede en dal mellem de mange bjerge. Og gennem dette mystiske hvide hav stak næsten sorte bjergtoppe hvilket var helt enormt smukt. Se billederne, som vi selv har taget, her under:

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg. Du kan blive den første!

Skriv en kommentar