Velkommen til Jonathan og Benjamins rejseblog.

Statistik
23 indlæg
18.132 km kørt
88 dage i alt


Hvad
Dette er en blog for Jonathan og Benjamin, som er på Roadtrip.

Hvor
I USA, med start og slut i Dallas, og hele USA som mål.

Hvornår
Fra 16. september 2008 til 12. december 2008. Altså knap 3 måneder.





Tværs over til Utah 16. november 2008 af Jonathan
Efter at have siddet mange dage i bilen nåede Benjamin og jeg onsdag aften endelig frem til Springdale nær Zion National Park i Utah. Det var målet for vores lange køretur som startede i New Jersey. Hele turen til Utah kørte vi enten på, eller parallelt med, Route 66 hvilket var meget sjovt. Det er mange steder som man forestiller sig det, med lukkede moteller, barer og restaurenter, små tankerstationer, rustne reklameskilte, efterladte og smårustne 50'er biler osv. Meget spændende. Vi har stort set siden St. Louis kørt ude midt i absolut ingen ting. Der har været helt utroligt øde og meget langt mellem byerne. Det har og været fascinerende at se hvordan landskabet har ændret sig efterhånden som vi kom længere mod vest. I Texas kørte vi længe ude midt i et ekstremt fladt prærielandskab. Gradvist rejste flere og flere små bratte forhøjninger sig og flere og mere imponerende kløfter delte markerne. Efterhånden som vi kom ind i New Mexico og senere Arizona blev forhøjningerne til de meget karakteristiske røde bjerge med sjove formationer og helt lodrette vægge. Da vi nåede Zion National Park føltes det som om vi endelig havde nået klimaks efter flere dages kørsel. Landskabet i denne park er ekstremt! Bjergene er røde, lodrette, ubevoksede og høje. Vejen snor sig nede i de mange dybe kløfter sammen med floden. For at komme ind i parken måtte vi igennem en næsten 2km lang tunnel boret ind igennem et af bjergene. Derefter stod den på hårnålesving hele vejen ned i kløften. Parken er simpelthen en hel tur til USA værd! Man er hele tiden omgivet af høje, stejle, røde bjerge der står som en beskyttende mur hele vejen rundt om dig.



Stort set lige meget hvor i parken du befinder dig er du altid omgivet af disse voldsomme bjerge på alle sider. I Springdale, som ligger lige på kanten af parken, nede imellem bjergene, mødtes vi, som aftalt, med Julie og Sebastian. Vi gik ud og spiste sammen og vi måtte hurtigt overgive os til sengene efter en lang dag! Næste dag stod den på vandre tur. Vi havde udvalgt en hike kaldet "Angels Landing" som skulle tage omkring 5 timer. Vi kendte ikke noget til turen før vi kom ud på den, andet end dens navn og længde. Vi fik os en stor overraskelse. Efter at have vandret op af utallige ramper der snor sig op ad bjergsiderne stod vi pludselig over for den "egentlige hike", det som det hele viste sig at gå ud på, nemlig at nå toppen af formationen "Angels Landing", og det viste sig ikke at være en fin nedtrampet sti ligesom de mange andre hikes vi har været på. Denne sidste del af turen gik ud på smalle, 1 meter brede overgange, med lodrette vægge på begge sider, 500 meter ned og mange steder INTET at holde fast i. En del steder er der skudt jernkæder ind i stenene så man kan klamre sig til dem, for denne hike er farlig! Man går på glatte sten, uden nogen form for sikkerhed, frit fald på begge sidder, løse sten hist og her og meget stejle stigninger som skal bestiges under disse betingelser. Det var virkelig regulær bjergbestigning!





Jeg har aldrig i mit liv været udsat for noget så vildt, og næppe heller noget så farligt. 5 mennesker er døde på dette bjerg siden parkens oprettelse, hvilket ikke overrasker nogle der har været der oppe. Der skal ikke mere end et forkert skridt til eller en glat skosål før det går galt. Hvorfor gennemfører man sådan en farlig hike? For det første giver det selvfølgelig et kæmpe kick. Det er en ekstrem oplevelse man ikke lige glemmer. For det andet er udsigten fra toppen af Angels Landing helt fantastisk! Denne hike er uden sammenligning det vildeste jeg nogensinde har prøvet, og vi var alle enige om at det virkelig var vildt og fedt! Bagefter gik vi en kortere tur, men Angels Landing har lige pludselig gjort mange andre ting uinteresante, da det ikke måler sig med det vi oplevede der. I går, fredag, satte vi os i bilen og kørte til Bryce Canyon National Park, som bl.a. er kendt for Queens Garden, hvor en masse meget karakteristiske formationer rejser sig op, fra kløfen, som var de planter. Det er meget fascinerende at gå rundt nede mellem alle de spøjse tinder / stikkejaverter eller hvad man vælger at kalde dem. Det var helt klart en smul oplevelse, på trods af at det var noget koldt. Faktisk lå der sne rundt omkring, hvilket er første gang vi har oplevet det. Da vi kom tilbage til Springdale om aftenen spiste vi, og mødte blandt andet Julie og Sebastians Motel bestyrer - en meget specielt, men enormt åben og venlig mand. I dag, lørdag, forlod vi så Zion og satte næsen mod Grand Canyon National Park. Denne park er nok en af de mest besøgte, og det er heller ikke uden grund. Der er enormt smukt, men meget stort og forvirrende. Vi gik en kortere hike på en bjergside lidt væk fra hvor alle andre vandrede. Stien var meget minimal, og jeg spekulerede til tider over om det overhovedet var en godkendt sti. Lige meget om den er godkendt eller ej var det lidt sjovere at vandre på en rigtig bjergside i stedet for at slaske rundt på de grusbelagte turisthikes hvor alle andre går. I en usædvanligt smuk solnedgang kørte vi fra parken og er nu, på vores vej mod Las Vegas, stoppet i Williams, Arizona, for at overnatte. I morgen står turen på kørsel til Vegas - det skal nok blive rigtigt sjovt!


Haha, det forstår jeg :P
Jonathan

Lige nu er jeg meget misundelig :b
Martin

Skriv en kommentar
Anti-spam kode: