Velkommen til Jonathan og Benjamins rejseblog.

Statistik
23 indlæg
18.132 km kørt
88 dage i alt


Hvad
Dette er en blog for Jonathan og Benjamin, som er på Roadtrip.

Hvor
I USA, med start og slut i Dallas, og hele USA som mål.

Hvornår
Fra 16. september 2008 til 12. december 2008. Altså knap 3 måneder.





The Great Smoky Mountains (oplevelser) 11. oktober 2008 af Jonathan
The Great Smoky Mountains Torsdag i sidste uge forlod vi Atlanta og kørte mod nord med The Great Smoky Mountains som mål. Vi stoppede undervejs i en statepark og overnattede i telt på en teltplads i skoven ved den smukke lille sø Lake Dockery.



Denne campingplads var den første vi stødte på, som advarede om, at der er bjørne i nærheden. Dagen efter fortsatte vi til The Great Smoky Mountains, hvor vores plan var at blive nogle dage. Efter et besøg i parkens sydlige visitor center flyttede vi ind på en af parkens campingpladser, SmokeMont Campground. Vi hikede en 6 mil lang rute som lå lige ved pladsen, og blev ført op ad en lille bjergside og fik virkelig blod på tanden mht. at hike. Over alt i parken er der bjørneadvarsler og meget strænge retningslinjer for hvordan mad, og stort set alt andet, skal opbevares. Man tænker lige en ekstra gang når man lægger sig til at sove i et tyndt telt når der er så mange advarsler rundt omkring skulle jeg hilse at sige! :) Næste morgen kørte vi til den nordvestlige ende af parken og slog vores telt op på Cades Cove Camprground. Cades Cove er et relativt fladt område mellem bjergene, og er stedet man skal tage hen hvis man vil øge sine chancer for at opleve parkens rige dyreliv. Oven på hiken dagen før kastede vi os ud i en 7 mil lang vandretur som tog noget længere og bragte os rundt på bjergsider i området. Vi havde ikke gået længe før vi første gang oplevede hvorfor Cades Cove er kendt som et godt std at opleve parkens dyr. Vi var rimeligt optagede af at passe på at vi ikke stødte ind i en bjørn, fordi vi netop var gået forbi et skilt der advarede om aktive bjørne i området, da jeg så et dyr på stien foran os blot 10-15 meter væk. Benjamin fik et mindre chock da jeg prikkede ham på skulderen og udbrød "se!". Foran os stod - ikke en bjørn - men en buk af en type, som det endnu ikke er lykkeds os at identificere helt præcist. Den var rimelig stor og havde et imponerende gevir (muligvis 10-takket). Dyret luntede stille og roligt op ad en skråning og væk fra os og stien. Wow tænkte vi og travede videre i den fantastiske efterårsskov som bjergene her byder på. Vi travede og travede og vablerne begyndte tilsidst at melde sig rundtomkring på vores føder. Da vi var kommet ned fra de rimeligt højtbeliggende stier og kun havde cirka 1.5 mils flad vandretur tilbage til teltet fik vi os pludselig en overaskelse. ca. 40-50 meter inde i skoven, ved siden af stien, stod der et stort, sort, pelset dyr - stille som en sten, med øjnene rettet direkte mod os. En fuldvoksen sort bjørn! Den havde selvfølgelig observeret os længe inden vi opdagede den, og den holdt bare øje med os og passede på at vi ikke kom for tæt på - men lidt forskrækkede blev vi sgu, og stoppede brat op. Hvad havde vi lært at man skulle gøre HVIS man mødte en bjørn? Hmm.. Holde øje med den hele tiden, bakke langsomt væk fra den, i den samme retning som vi kom fra og ikke flytte øjnene fra den før den var ude af syne. Vi bakkede langsomt væk og håber inderligt på at den ikke ville følge efter os. Af "If I meet a bear-instruktionerne" i parken havde vi lært at hvis den fulgte efter skulle vi begynde at virke truende overfor den, så vi var meget lettede da den blot blev stående. Vi valgte i stedet at trave tilbage til campingpladsen langs en asfalteret vej. Vi var lige kommet os over bjørnen, og var kun få hundrede meter fra teltpladsen, da en noget yngre og "hvalpet" bjørn i godt humør kom spadserende ud af skoven og hen over vejen til vandløbet på den modsatte side. Benjamin var godt i gang med at krydse det selvsamme vandløb, og jeg kaldte på ham for at han skulle se bjørnen, som virkede noget mindre skræmmende end den store bjørn vi havde set tidligere. Der kom et par biler, som stoppede og folk steg ud for at se den lille bjørn, flere biler stoppede og som resultat her af blev endnu flere biler nødt til at stoppe da de første stoppede biler spærede vejen. Inden længe havde den lille bjørn fået tiltrukket sig et større publikum som tog billeder, pegede og klumpede sammen for at se den. Vi spadserede langsomt forbi, da vi vidste at det er ulovligt at opholde sig tættere end 50 meter fra en bjørn, og at det rent faktisk kan give op til et halvt år i fængsel at genere den. Det vidste de blitzende turister tilsyneladende ikke og inden længe følte bjørnen sig ikke sørligt tryg og begyndte at småløbe lidt frem og tilbage og satte tilsidst i løb i den eneste retning hvor der ikke var biler: i retning mod os. Vi satte langsomt farten op på vores gangtempo, lidt mere, lidt mere og småløb til sidst, da bjørnen besluttede sig for at løbe ud mellem bilerne og tilbage ind i skoven på den anden side af vejen. Den stakkels lille forvirrede bjørn :( Alt dette kommer til at lyde meget sødt i kraft af at det var en pjusket lille fætter, men hvis der her havde været tale om en stor bjørn, som den vi mødte tidligere på dagen, ville den højest sandsynligt være blevet vred i stedet for bange, og så kunne det være endt galt! Vi priste os lykkelige over at den store bjørn ikke besluttede sig for at spise os, og skyndte os tilbage til vores telt!

Bjørnene havde ikke skræmt os helt væk fra at vandre, på trods af at vi havde noget at snakke om efter mødet med den store bjørn. Så med en stadigt tilstedeværende lyst til at vandre i bjergene satte vi næste morgen kursen mod Cosby Campground i den nordøstlige del af parken. Denne teltplads lå lidt mere ude i skoven og husede ikke ret mange mennesker. Vi havde aftalt en heldagstur vi ville vandre næste dag (tirsdag) og nøjedes derfor med en kort tur på 4.4 mil til et nærliggende vandfald denne mandag. Bjørneoplevelsen havde dog sat sig præg opdagede vi efter vi paranoidt havde gået og gloet os over skuldrene i en times tid. Den nat var der meget mørkt på den noget noget tyndtbefolkede teltplads! Næste morgen stod vi tidligt op! vores planlagte tur var 13 mil lang (omkring 21km) og gik først op ad en bjergside, til toppen og så et stykke langs med bjergets ryg på den kendte Appalachian Trail for til sidst at tage en længere nedstigning af bjerget side, tilbage til vores telt. Vi fik os en overraskelse! topografien på et kort siger INTET om hvor hårdt det er et stige op - eller ned! Turen op var usædvanligt stræng, og da vi endelig kom op på bjergryggen og vandrede på Appalachian trail steg vi fortsat en smule opad og befandt os til sidst i 1.5 km højde. Udsigten var der oppe fra var helt fænomenal! Når de mange efterårsfarvede træer endelig tillod et kig ud fra toppen af dette bjerg, afsløredes lag efter lag af bjerge med folder og dale som man tror det kun findes på film optaget fra en helikopter! Det var helt fantastisk! Alle bjergene, hver eneste krog af deres folder, dale og små og store toppe var dækket med træet i de stærkeste efterårsfarver: lysegrøn, mørkegrøn, lys gul, mørk gul, orange rød, dyb rød, postkasserød og jeg kunne blive ved.



Det var simpelthen ubeskriveligt smukt. Billeder og video giver ikke det mindste indtryk af hvordan det var! Vi begyndte vores nedstigning langs Snake Den Trail, og opdagede på vej ned nogle metalrester et stykke nede af skråningen ved siden af den meget smalle sti vi gik på. Vi smed vores tunge rygsække og gik ned for at se hvad det var. Umiddelbart tydede meget på at det var rester fra et militært flyvrag som måtte være styrtet ned i bjergene. Malingen afslørede at det måtte være en del år siden. Vi fascineredes lidt over dette, og fortsatte turen nedad ad det stejle bjerg. Da vi endelig, totalt udmattede nåede tilbage til vores telt var der gået næsten 9 timer siden vi startede! Det var en fantastisk vandretur! Vi har senere fundet ud af, at der var tale om et militært fly af typen F4 Phantom II som i 1984 styrtede ned i bjergene. Vi sov godt i vores telt den nat, og næste morgen pakkede vi i regnvejr (vores første regndag) vores ting sammen, forlod parken og fandt et hotel for at få slappet af og sovet ud efter mange dage med vandring, camping og dåsesuppe.

Vi overnattede to nætter på et motorvejshotel og fik slappet godt af, og i dag, fredag er vi så kørt videre, og er nu i Burlington i North Carolina. Her er ikke noget specielt, det er bare et stop på vejen til atlanterhavet. North Carolina skulle have en meget smuk kyststrækning mod øst - den er vores næste mål!


Ingen har endnu kommenteret dette indlæg. Du kan blive den første!

Skriv en kommentar
Anti-spam kode: