Velkommen til Jonathan og Benjamins rejseblog.

Statistik
23 indlæg
18.132 km kørt
88 dage i alt


Hvad
Dette er en blog for Jonathan og Benjamin, som er på Roadtrip.

Hvor
I USA, med start og slut i Dallas, og hele USA som mål.

Hvornår
Fra 16. september 2008 til 12. december 2008. Altså knap 3 måneder.





HWY 1 til LA og hjem 3. januar 2009
Søndag den 30. november lagde vi fantastiske San Francisco bag os, og satte kursen mod syd langs den legandariske highway 1 som løber langs med stillehavskysten - så tæt på vandet som det er muligt at ligge en vej. Denne tur er nok en af de smukkeste køreture man kan tage i det vestlige USA. Det vilde "stillehav" brøler og bruser og kæmpe meterhøje bølger vælter ind, som forsøger havet at holde de kæmpe bjerge, som rejser sig fra vandkanten og mange kilometer op i luften, på afstand. Stort set midt i mellem disse to ekstremer løber highway 1, delvist skjult i en mystisk hvid tåge. Vejen ligger i 10-30 meters højde på bjergsiderne, som dog kan være ganske stejle hvorfor man til tider føler at man kører midt imellem havet og bjergene. Det var en helt fantastisk smmuk oplevelse at køre på highway 1 hvilket man, hvis man har et par dage, bør gøre frem for at tage 101. Vores mål var Los Angeles. Hen på eftermiddagen, da det begyndte at blive mørkt, valgte vi at stoppe for natten, så vi ikke gik glip af en masse smuk udsigt p.g.a. mørket. En rar ældre mand som jeg blandt andre delte værelse med havde givet os en fin liste over ting der er værd at se langs vores planlagte rute - på denne liste var blandt andet den kendte boardwalk i Santa Cruz. Vi stoppede derfor i Santa Cruz, fandt et motel og gik så ellers ud for at se på stranden og den omtalte boardwalk, som sådan set er et tivoli på stranden. Vi prøvede en enkelt rutsjebane, bare for sjov og gik så ellers lidt videre rundt og så bl.a. en hel del søløver.

Mandag, den første december. Vi fortsatte vores tur mod Los Angeles, langs Highway 1. Undervejs kom vi forbi Hearst Castle, som er et helt fantastisk byggeri - et slot opført midt i bjergene i første halvdel af det 20. århundrede. Det fantastiske ved dette sted er, at det er udsmykket med ting og sager fra alle mulige steder i verden og fra alle mulige tidsaldre og stilarter. Således var der både effekter fra det antikken grækkenland og romeriget, så vel som fra mange andre steder i Europa og resten af verden. Lofter, gulve, møbler, næsten alt var oprindeligt pillet ned fra et andet sted og bragt her til og indtalleret i slottet. Vi besøgte det tilhørende museum, men måtte droppe at få en tour på slottet da det var rimeligt dyrt og tidskrævende :( Museet gav dog et rigtigt godt indtryk af hvad det handlede om, med dybtegående beskrivelser, billeder og udstillede genstande, samt udsigt oppe til dette fantastiske byggeri. Hvis du synes det lyder spændende anbefaler jeg dig at søge på "hearst castle" på google eller wikipedia. Efter dette stop fortsatte vi og endte lidt før solnedgang i den "danske" by Solvang. Vi vidste godt hvad vi gik ind til på forhånd, men alligevel var det ganske svært ikke at grine af denne by. Der er en del danskere her og historisk set har det vist været en "dansk" by, men i dag bærer det præg af turisme og amerikanere der er stolte af der afstamning. Det er noget af en atraktion for området, da hele byen er bygget i en meget u-amerikansk gammeleuropæisk stil me mursten og bindingsværk - eller sådan ser det i hvert fald ud. Byen, og gaderne, giver en en fornemmelse af at være i en europæisk by, men ud over navnene på butikker og bagerier, danske flag samt diverse danske vare er der absolut ikke noget der fortæller en at det skulle være en dansk by - ment på den måde, at uden alt dette kunne disse bygning ligesåvel, hvis ikke endda med højere sandsynlighed, have stået i fx Holland. Der er fyldt med møller og træsko hvilket ser lidt sjovt ud. Nå, det var nu en sjov oplevelse, og man forstår at det er en atraktion, for det er meget uamerikansk. Vi fik os en spandauer og en kop kaffe på "Olsens Bageri" og overnattede så ellers i nabobyen Buellton. Næste dag var der ikke meget kørsel tilbage, og vi havnede hurtigt i Los Angeles området, kørte igennem Malibu og udkanten af Santa Monica og havnede så ellers i Hollywood, hvor vi fandt et ganske fornuftigt hostel. Vi brugte aftenen på at gå en god del af den berømte Walk of Fame, og se HOllywood Blvd. og gik senere i biografen (det skal man vel også prøve i Hollywood?) og så filmen "Role Models" som desværre ikke kommer til Danmark - Den er ellers enormt morsom! Onsdag morgen gik jeg ned i vandrethjemmets fælleskøkken og lavede mig nogle pandekager, af den pandekagedej som stod i store skåle og var inklusiv i prisen. Her mødte jeg 4 danske piger, som jeg snakkede med mens jeg lavede, og spiste, min morgenmad. Jeg tog mig god tid, en ekstra kop kaffe og en kop the, og forstod ikke, at Benjamin ikke kom ned og spiste med. Efter en times tid gik jeg op på værelset igen, hvor Benjamin stadig lå i sin seng. Jeg havde været så smart at gå med nøglen til begge vores skabe - i et af hvilke Benjamins tøj og mobiltelefon var låst inde. Pludselig forstod jeg at han ikke var kommet ned til morgenmaden :P Op ad formiddagen tog vi metroen til Universal Studios, hvor vi faktisk brugte hele dagen. Universal Studios er en forlystelsespark - og butiksgade - der ligger i forbindelse med filmgigantens studier i Hollywood. Her fik vi en rundtur i kanten af studieområderne, og så en masse spændende falske byer og kendte scener, som man havde ladet stå til underholdning for turister som os. Efterfølgende brugte vi dagen i parken, hvor vi prøvede stort set alle de forlystelser der er at prøve - alle med tema fra en af deres storfilm. Specielt imponerende var The Simpsons Ride, som var en virtuel rutsjebanetur! Det var godt nok vildt. Om aftenen stod en række ukendte stand up komikere for underholdningen på vores hostel, som havde arrangeret comedy night. Nogle af underholderne var meget morsomme - andre knapt så geniale. Vi fik også snakket lidt med et par af vores værelseskamerater, en pige fra Holland, og en fyr fra Spanien. Disse to havde, sammen med os, fundet et bor tæt på scenen, og var derfor oplagt bytte for komikerne - specielt vores ven fra Spanien, som stort set hver eneste af komikerne inddrog. Torsdag den 4. december havde vi besluttet at flytte hostel, da vi efterhånden havde opdaget hvor lidt Hollywood rent faktisk har at byde på. Jeg havde udset mig et hostel ude ved vandet, i hjertet af Venice, helt ud til Venice Beach, som nogle måske genkender fra TV-serien Baywatch. Inden vi kørte der ud brugte vi lidt tid på at cruise rundt i Beverly Hills i håb om at se nogle kendte og, om ikke andet, beundre de gigantiske vilaer og palmeboulevarderne. Vi tog også et smut forbi det kendte Hollywood skilt, som vi dog ikke kom så tæt på - men vi så det, og det er jo det eneste det skilt er der for. Vi smuttede ud til Venice Beach og fandt vores hostel, som viste sig at være ualmindeligt kedeligt - det kedligste hid til - men med en helt fantastisk placering helt ud til Venice Beach Boardwalk og stranden. Vi gik lidt op og ned langs det som bedst kan beskrives som en levende scene fra Baywatch. Mennesker på cykler, rulleskøjter og skateboards, butikker, spisesteder og udendørs fitnesscentre - helt ud til vandet. Ganske enkelt fantastisk .. anderledes. Om fredagen smed vi os om formiddagen på stranden, og nød de brede, hvide og lækre sandstrande, og blev kun forstyrret af redningshelikopterne som nu og da fløj forbi. På grund af årstiden var der ikke mange på stranden. Senere på dagen gik vi lidt rundt i Venice området, og så blandt andet hvor fede huse der ligger langs stranden. Ikke alle husene er dyre eller specielle, men de ligger med fundamentet helt ud til kanten af sandet. Mange steder skal man ikke engang krydse et fortov for at komme fra hus til strand - fundamentet stopper bogstaveligt talt hvor sandet begynder. Fedt! Aftenen brugte vi i biografen (da vores hostel som sagt var enormt kedeligt) og så "Four Christmases", som absolut ikke kan anbefales. Lørdag den 6. december gik efter cirka samme skema - første halvdel af dagen lå vi på stranden - hvor der grundet weekenden var nogle flere mennesker. Eftermiddagen brugte vi på at vandre langs stranden op til St. Monica Pier, hvor vi også fik et kig på den kendte Muscle Beach, som nok er mere fascinerende på en sommerdag. Aftenen endte igen i en biograf hvor vi dennegang så storfilmen "Australia" som har haft præmiere her i Danmark lige efter jul. En rigtig fed og flot film! Søndag blev dagen hvor vi satte næsen hjem mod Texas. Hele dagen gik med kørsel - og kun kørsel, og vi stoppede for natten i Eloy, Arizona. Næste dag gjorde vi et stop i byen Tucson og besøgte bl.a. AMARG som er en "gravplads"(boneyard) for flyvemaskiner. Det var en stor oplevelse. Tusinde og atter tusinde af gamle fly og helikoptere stod linet op her. Pladsen kan kun ses via en autoriseret bustour, da det er militært område, så det måtte vi jo gøre. Flyene her fordi de er udtjente eller fordi man regner med at kunne bruge reservedele fra dem senere. Det var virkelig en fed oplevelse at se alle disse gigantmaskiner, jægerfly, helikoptere, civilfly med mere. Efter denne tur så vi kort på selve byen og kørte så videre, og stoppede for at overnatte i El Paso, Texas - helt nede ved grænsen til Mexico. Tirsdag 8. december var endnu en gang ren køredag. Vores mål var at nå tilbage til Dallas, hvorfor det blev en rigtig lang dag - men vi nåede vores mål hen ad aftenen, efter noget der ligner 11 timers kørsel. De næste par dage brugte vi på at slappe, købeind, ryde op og forberede os på vores hjemtur til Danmark, og fredag den 12. satte jeg mig i et fly til Europa. (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
San Francisco 5. december 2008
San Francisco Tirsdag den 25. november nåede vi til San Francisco. Her valgte vi et hostel som vi havde fået anbefalet fra flere forskellige mennesker: The Green Tortoise Hostel. Det viste sig at være et, ja.. rigtigt hippie hostel, hvilket egentligt var meget sjovt. Første aften var der fri fad øl, så det benyttede vi os af. Næste dag, onsdag 26. nov. var vejrguderne ikke med os. Det regnede og de ting der nu er at se i San Francisco er primært udendørs, så vi gik en smule rundt i byen, så Union Square og gik lidt på windowshopping i et Mall. Torsdag var det thanksgiving, og Benjamin tog allerede om morgenen ind til Sacramento for at fejre det med sin familie der. (jo, jeg var inviteret, men valgte at blive i San Francisco og få en dag ekstra der). Jeg startede dagen i San Francisco's meget imponerende Chinatown, som ikke kun meget større, men også mere overbevisende end Chinatown i fx New York og Boston. Jeg vandrede lidt op og ned ad gaderne her, og gik så videre over i North Beach, som er et italiensk område. Her fra gik jeg ad byens stejle gader ned mod vandet, hvor jeg så Pier 39, som stort set bare er restaurenter og butikker der lever af turister. Jeg gik rundt i Fishermans Wharf og nød duften fra de mange fiskerestaurenter som bød på alt godt fra havet. Jeg gik dog ikke helt glip af Thanks Giving. Det var nemlig, på hostel, arrangeret en stor, gratis Thanks Giving middag, som jeg deltog i. Det var meget sjovt, og jeg fik et lille indtryk af hvad det handler om, og jeg fik selvfølgelig mødt en masse mennesker.Om fredagen, gik jeg på shopping med det mål at komme hjem med at par nye sko. Fredag efter Thanks Giving kaldes i USA for "Black Friday" fordi det er her julegaveindkøbene begynder, og rigtigt mange mennesker bruger denne dag til at shoppe. Det rendte jeg selvfølgelig lige ind i, og det var noget af en udfordring at komme rundt i de gader hvor de større butikker holder til. Det lykkeds mig dog at finde et par sko, og jeg åndede lettet op og vandrede så lidt rundt i kvarteret SoMA, som viste sig at være ganske uinteresant. Jeg vendte hjem til hostel og mødtes med Benjamin, som havde taget sin fætter med. Resten af familien kom lidt senere, og vi spiste aftensmad med dem, hvorefter vi vandrede mod Union Square, hvor vi - sammen med rigtigt mange andre mennesker - så det store juletræ blive tændt. Lørdag spadserede Benjamin og jeg lidt rundt nede ved havneområdet, og endte med at gå hele vejen ud til Golden Gate Bridge. Da vi nåede der ud, var det ved at blive mørkt, så vi krydsede ikke broen, men så den blot i de smukke solnedgang og tog så en bus tilbage til midten af byen. Vi stod af i China Town, og ledte efter et sted at spise. Her fandt vi en restaurent, Sam Wo Restaurant, som skulle vise sig at være vores nok sjoveste, og mest specielle restaurentbesøg hid til. Man kom ind igennem køkkenet, og blev vist op ad en smal lille trappe, til en meget lille førstesal hvor, måske 6 borde, stod presset ind, sammen med et lille "tekøkken" til stedets eneste tjener, en kinesisk kvinde som nok har været 40-50 år. Stedet var enormt snusket og småulækkert, men "hvad pokker" tænkte vi, "Maden er nok god". På trods af restaurentens meget lille lokale var der prop fyldt med mennesker. Vi blev placeret ved et bord, og fik et enkelt menukort, som vi måtte dele. Vi var noget tid om at beslutte os, men selv efter vi havde lukket vores menukort kom tjeneren ikke og tog vores bestilling. Tiden gik, og pludselig kom noget flyvende gennem luften, landede foran mig med et kæmpe smæk og jeg kiggede forvirret til alle sider, og opdagede at vi nu havde to menukort. Der gik igen lidt tid, og endelig kom den kinesiske dame og lod os bestille. Hun virkede umiddelbart lidt (meget) stresset men vi fik bestilt, og vi fik os en kande med halvlunken te. Meget te havde vi ikke drukket før endnu et selskab kom op af den smalle trappeopgang, og fik sat endnu mere stres i hovedet på tjeneren. Der var ikke meget plads, og hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af dem. Man kunne tydeligt se panikken i hendes øjne, og pludselig fik vi besked på at flytte til et andet bord. Ikke noget med venligt at spørge os eller noget, det her var skam en ordre! Vi rejste os, og gik mod et bord bagest i lokalet, da hun råbte efter "BRING YOUR OWN TEA!" og vi måtte tilbage og hente vores tekande og kopper. Nu begyndte løjerne ellers! De færreste ville have været i tvivl om at dette sted manglede en form for intercom. Den stressede kinesiske dame på første sal med os, kommunikerende med kokkene i stueetagen ved at råbe, og det var ikke søde ord de udvekslede! Denne dame råbte og skreg på livet løs, og da et par forvirrede gæster forsøgte at gå til anden sal, skreg hun ad dem, som galdt det hendes liv. "NOooooooooo!! DON'T GO UP THERE!!! NOOOO". Hver eneste gang denne kinesiske dame, af den ene eller anden grundt begyndte at råbe og skrige, var samtlige gæster i restaurenten ved at knække af grin. Det var simpelthen så morsomt. Ganske synd for hende, men situationen var bare så absurd og omvendt, at det var morsomt. Da et selskab endelig gik, og hun fik et bord ledigt, henvendte hun sig til hele den bageste halvdel af lokalet og sagde noget i stil med "YOu watch table! This is my table! don't let anybody sit! ok?" og så fløj hun ellers råbende ned ad trapperne til køkkenet "Cooooooming!!!!". Maden var ganske udemærket - ikke noget specielt, men ok. Men det var totalt lige meget, for sikke en oplevelse vi fik der. Hun kunne i øvrigt ikke huske hvem der havde bestilt hvad, så hver gang en ret var færdig måtte hun råbe ud i lokalet hvem der "Who order .... ??" Jeg havde bestile "House Chao Ming", hvilket det viste sig at der var 3 personer der havde. Så da hun pludselig stod med 3 ens retter havde hun ellers fået sig en opgave. "You order House Chao Ming?", "You order House Chao Ming?" hun nåede til mig "You order House Chao Ming?" jeg svarede "Yes" og hun vendte sig og gik, kom tilbage og spurgte igen rundt omkring "You order House Chao Ming?, You order House Chao Ming?" nåede igen til mig og sagde "and You order House Chao Ming?". Det kunne jeg kun bekræfte, og jeg fik lidt efter min mad. Da vi senere forlod restaurenter, hørte vi, på vej ned ad trappen et frygteligt råberi/skrigeri fra damen der oppe, og frygtede at vi havde gjort noget forkert, men da ingen i køkkenet reagerede på hendes kinesiske råben, og hun ikke kom efter os, gik vi grinene fra stedet :)

San Francisco er en rigtigt dejlig by, med alle de stejle gader, mange forskellige typer af mennesker, restaurenter, butikker og det hele. Det er bestemt en by der er værd at besøge, men det anbefales at gøre det i godt vejr. Der skulle være et par interesante museer, men hovedatraktionen er byen selv - og selvfølgelig The Golden Gate Bridge. (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Death Valley og Sequoia NP 23. november 2008
Så er det tid til en lille opdatering igen. Efter at vi havde sat Julie og Sebastian af i lufthavnen i Las Vegas fortsatte vores tur mod den næste nationalpark på vores "liste": Death Valley. Death Valley er en meget stor park, og er kendetegnet ved at den dækker et stort ørkenområde med mange forskellige landskabstyper - desuden spillede en stor del af området en vigtig rolle under guldfeberen som startede i 1849. Blandt andet ligger en masse andre gamle guldminer inden for parkens område, og der er adskillige såkaldte "Ghost towns" der er byer som minearbejderne/guldjægerne har forladt. Vi mærkede tydligt at vi kom uden for sæson. De få (turist)byer der ligger inde i parken var rimeligt døde, dog var de få butikker og hoteller åbne. Vi forsøgte os på det første hotel vi kom forbi inde i parken. De ville have over 300$ pr nat, så vi kørte videre til den næste lille by, Stovepipe Wells Village hvor vi fandt en - stadig dyr, men billigere overnatningsmulighed. De små byer består som regel ikke af andet end en lille butik, et hotel, en restaurent og eventuelt en bemzinstation. Det hele er bygget i "western-stil" og gamle minevogne og lignende effekter står rundt omkring for at det skal se ægte ud. De udstillede effekter lignede at de rent faktisk var ægte, men bygningerne var ikke ;) Denne første aften fandt vi vores gasblus frem og lavede selv mad på verandaen. Onsdag startede vi dagen med en hike i Titus Canyon som ligger et godt stykke nord for Stovepipe Wells Village. En del af vejene i parken er grusveje, og mange af dem kræver en 4-hjulstrækker, hvorfor vi ikke havde adgang til en del af de ting vi egentligt gerne ville have set. Efter at have vandret op igennem kløften og tilbage igen fik vi lidt frokost og kørte så til Dantes View - et kendt, og meget smukt beliggende udsigtspunkt hvorfra man har en dejlig udsigt ud over flade og øde grus- samt saltbelagte dale omgivet af høje bjerge. På Nuværende tidspunkt går solen ned allerede 16.30 så efter Dantes View var vores dag ovre og vi tog tilbage til vores hotel. Næste dag satte vi kursen mod Sequoia National Park, dog ikke uden først at se lidt mere af Death Valley! Vi vandrede i "Mosaic Canyon" hvilket var en rimeligt kort hike på et par kilometer, men med meget smukke klippesider i marmor som vilde floder for mange år siden har slebet silke glatte i forskellige bløde kurver. Desuden er der rundt omkring i kløften forskellige former for naturlige mosaiker i bjergsiderne. Det ligner at naturen har forsøgt at skabe en mosaik af forskellige sten i bjergsiden. Det er meget smukt. Efter denne vandretur kørte vi til "Ballarat", en såkaldt "Ghost town". Byen er opkaldt efter en Australsk by der havde stor succes med guld. Denne lille by, midt ude i ørkenen blev grundlagt i 1896 og var en forsynings- og afslapningsby for minearbejderne. Da byen toppede havde den ikke mindre end 7 saloons, 3 hoteller, en Wells Fargo station, et posthus, en skole og et fængsel. Op mod 500 mennesker har byen huset på det tidspunkt. I dag står ganske få ruiner tilbage. Resterne af det gamle posthus og skolen står tilbage sammen med nogle få vægge fra ubestemmelige bygninger og en nyere opført version af fængslet. Byen har i dag 1 indbygger, Rock Novak og hans hund Potlicker. Rock har en lille foretning (i forbindelse med en simpel campingplads), hvor han sælger sodavand, øl, souveniers og pistoler. Det er et højest besynderligt sted, og når man træder ind i hans lille foretning, føler man sig virkelig tilbage i "the wild west" for over 100 år siden. Rock sad i sin stol inden for døren, i slidte jeans, ternet skjorte, en sort, slidt cowboyhat og med et halvlangt gråt skæg. Jeg forstod ikke meget af hvad han sagde. Vi endte med at købe et par colaer af ham og gik så ud for at se på ruinerne. Ud over de gamle ruiner er står der også det rustende lig af Charles Mansons gamle Dodge truck. Det var lidt spøjst, og vi troede umiddelbart ikke på manden da han sagde det. Vi har dog efterfølgende slået det op på nettet og det ser ud til at være rigtigt nok. Efter Ballarat kørte vi en lang, men nødvendig, omvej mod Sequoia National Park. Da visse veje er lukket p.g.a. sne blev vi nødt til at køre hele vejen uden om parken for at komme ind. GPS'en fik forvildet os op i nogle bjerge efter mørkets frembrud, og så stod den ellers på 3 timers bjergkørsel i mørke, og da vi nåede toppen, og der bygndte at ligge sne hist og her på vejen, blev vi lidt nervøse. MEn vi opdagede hurtigt at vejen herfra gik ned, og vi kom sikkert ned. Vi endte med at stoppe for at sove i en lille by, Porterville - en by hvor rigtigt mange mennesker har virkeligt grimt hår opdagede vi hurtigt! Næste morgen kørte vi de sidste par timer til Sequoia National Park, fandt et halvdyrt motel hvor vi smed vores tasker og begav os så ellers ud i parken. Vi var dårligt kommet ind i parkområdet før det skete - vi så endnu en bjørn! Denne gang fra bilen. Den opdagede hurtigt vores bil og luntede stille og roligt ned ad bjergsiden. Vi kørte til Giant Forest, som er stedet hvor de navngivende Sequoiatræer vokser. Det er nogle af verdens største træer, og dette sted er det eneste sted de vokser i hele verden. De er simpelthen kolosale! I højden slår de ikke helt Redwoods, men i tykkelsen slår de det meste. Hvad der gør dem til verdens største træer er nok forholdet mellem højde og tykkelse. Vi vandrede igennem denne gigantskov, nogle kilometer til Moro Rock, en lille bjergtop hvor vi havde et fantastisk udsyn mod, på den ene side, snebeklædte bjergtoppe og grønne bjergsider, og på den anden side, et stort, hvidt hav af tåge som dækkede en dal mellem de mange bjerge. Og gennem dette mystiske hvide hav stak næsten sorte bjergtoppe hvilket var helt enormt smukt. Se billedet, som vi selv har taget, her under (se flere i galleriet):



Bag efter så vi Hanging Rock, en stor sten der ligger på en glat, skrå bjergside og ligner at den kan falde ned hvert øjeblik. Efterfølgende satte vi kursen mod det som parken nok er mest kendt for: The Sherman Tree - verdens største træ! Og det var stort, det skal jeg lige love for. Se Benjamin, der omfavner træet på billedet her under!



Vi blev igen ramt af den tidlige solnedgang og begav os ned til vores motel. I dag har vi så sat kursen mod Yosemite National Park. Tiden er efterhånden ved at løbe fra os, og vi må derfor vælge nogle ting fra. Vi har derfor valgt at sige at vi har besøgt rigtigt mange smukke parker nu, og bruger derfor kun en enkelt dag i Yosemite selvom man sagtens kunne bruge mere. I morgen, når vi har set parken, kører vi til Sacramento hvor Benjamin har familie. Her skal vi nok være et par dage før vi kører til San Francisco og så står den ellers på storbyophold de næste par uger. Planen er at vi tager San Så er det tid til en lille opdatering igen. Efter at vi havde sat Julie og Sebastian af i lufthavnen i Las Vegas fortsatte vores tur mod den næste nationalpark på vores "liste": Death Valley. Death Valley er en meget stor park, og er kendetegnet ved at den dækker et stort ørkenområde med mange forskellige landskabstyper - desuden spillede en stor del af området en vigtig rolle under guldfeberen som startede i 1849. Blandt andet ligger en masse andre gamle guldminer inden for parkens område, og der er adskillige såkaldte "Ghost towns" der er byer som minearbejderne/guldjægerne har forladt. Vi mærkede tydligt at vi kom uden for sæson. De få (turist)byer der ligger inde i parken var rimeligt døde, dog var de få butikker og hoteller åbne. Vi forsøgte os på det første hotel vi kom forbi inde i parken. De ville have over 300$ pr nat, så vi kørte videre til den næste lille by, Stovepipe Wells Village hvor vi fandt en - stadig dyr, men billigere overnatningsmulighed. De små byer består som regel ikke af andet end en lille butik, et hotel, en restaurent og eventuelt en bemzinstation. Det hele er bygget i "western-stil" og gamle minevogne og lignende effekter står rundt omkring for at det skal se ægte ud. De udstillede effekter lignede at de rent faktisk var ægte, men bygningerne var ikke ;) Denne første aften fandt vi vores gasblus frem og lavede selv mad på verandaen. Onsdag startede vi dagen med en hike i Titus Canyon som ligger et godt stykke nord for Stovepipe Wells Village. En del af vejene i parken er grusveje, og mange af dem kræver en 4-hjulstrækker, hvorfor vi ikke havde adgang til en del af de ting vi egentligt gerne ville have set. Efter at have vandret op igennem kløften og tilbage igen fik vi lidt frokost og kørte så til Dantes View - et kendt, og meget smukt beliggende udsigtspunkt hvorfra man har en dejlig udsigt ud over flade og øde grus- samt saltbelagte dale omgivet af høje bjerge. På Nuværende tidspunkt går solen ned allerede 16.30 så efter Dantes View var vores dag ovre og vi tog tilbage til vores hotel. Næste dag satte vi kursen mod Sequoia National Park, dog ikke uden først at se lidt mere af Death Valley! Vi vandrede i "Mosaic Canyon" hvilket var en rimeligt kort hike på et par kilometer, men med meget smukke klippesider i marmor som vilde floder for mange år siden har slebet silke glatte i forskellige bløde kurver. Desuden er der rundt omkring i kløften forskellige former for naturlige mosaiker i bjergsiderne. Det ligner at naturen har forsøgt at skabe en mosaik af forskellige sten i bjergsiden. Det er meget smukt. Efter denne vandretur kørte vi til "Ballarat", en såkaldt "Ghost town". Byen er opkaldt efter en Australsk by der havde stor succes med guld. Denne lille by, midt ude i ørkenen blev grundlagt i 1896 og var en forsynings- og afslapningsby for minearbejderne. Da byen toppede havde den ikke mindre end 7 saloons, 3 hoteller, en Wells Fargo station, et posthus, en skole og et fængsel. Op mod 500 mennesker har byen huset på det tidspunkt. I dag står ganske få ruiner tilbage. Resterne af det gamle posthus og skolen står tilbage sammen med nogle få vægge fra ubestemmelige bygninger og en nyere opført version af fængslet. Byen har i dag 1 indbygger, Rock Novak og hans hund Potlicker. Rock har en lille foretning (i forbindelse med en simpel campingplads), hvor han sælger sodavand, øl, souveniers og pistoler. Det er et højest besynderligt sted, og når man træder ind i hans lille foretning, føler man sig virkelig tilbage i "the wild west" for over 100 år siden. Rock sad i sin stol inden for døren, i slidte jeans, ternet skjorte, en sort, slidt cowboyhat og med et halvlangt gråt skæg. Jeg forstod ikke meget af hvad han sagde. Vi endte med at købe et par colaer af ham og gik så ud for at se på ruinerne. Ud over de gamle ruiner er står der også det rustende lig af Charles Mansons gamle Dodge truck. Det var lidt spøjst, og vi troede umiddelbart ikke på manden da han sagde det. Vi har dog efterfølgende slået det op på nettet og det ser ud til at være rigtigt nok. Efter Ballarat kørte vi en lang, men nødvendig, omvej mod Sequoia National Park. Da visse veje er lukket p.g.a. sne blev vi nødt til at køre hele vejen uden om parken for at komme ind. GPS'en fik forvildet os op i nogle bjerge efter mørkets frembrud, og så stod den ellers på 3 timers bjergkørsel i mørke, og da vi nåede toppen, og der bygndte at ligge sne hist og her på vejen, blev vi lidt nervøse. MEn vi opdagede hurtigt at vejen herfra gik ned, og vi kom sikkert ned. Vi endte med at stoppe for at sove i en lille by, Porterville - en by hvor rigtigt mange mennesker har virkeligt grimt hår opdagede vi hurtigt! Næste morgen kørte vi de sidste par timer til Sequoia National Park, fandt et halvdyrt motel hvor vi smed vores tasker og begav os så ellers ud i parken. Vi var dårligt kommet ind i parkområdet før det skete - vi så endnu en bjørn! Denne gang fra bilen. Den opdagede hurtigt vores bil og luntede stille og roligt ned ad bjergsiden. Vi kørte til Giant Forest, som er stedet hvor de navngivende Sequoiatræer vokser. Det er nogle af verdens største træer, og dette sted er det eneste sted de vokser i hele verden. De er simpelthen kolosale! I højden slår de ikke helt Redwoods, men i tykkelsen slår de det meste. Hvad der gør dem til verdens største træer er nok forholdet mellem højde og tykkelse. Vi vandrede igennem denne gigantskov, nogle kilometer til Moro Rock, en lille bjergtop hvor vi havde et fantastisk udsyn mod, på den ene side, snebeklædte bjergtoppe og grønne bjergsider, og på den anden side, et stort, hvidt hav af tåge som dækkede en dal mellem de mange bjerge. Og gennem dette mystiske hvide hav stak næsten sorte bjergtoppe hvilket var helt enormt smukt. Se billederne, som vi selv har taget, her under:



Bag efter så vi Hanging Rock, en stor sten der ligger på en glat, skrå bjergside og ligner at den kan falde ned hvert øjeblik. Efterfølgende satte vi kursen mod det som parken nok er mest kendt for: The Sherman Tree - verdens største træ! Og det var stort, det skal jeg lige love for. Se Benjamin, der omfavner træet på billedet her under!



Vi blev igen ramt af den tidlige solnedgang og begav os ned til vores motel. I dag har vi så sat kursen mod Yosemite National Park. Tiden er efterhånden ved at løbe fra os, og vi må derfor vælge nogle ting fra. Vi har derfor valgt at sige at vi har besøgt rigtigt mange smukke parker nu, og bruger derfor kun en enkelt dag i Yosemite selvom man sagtens kunne bruge mere. I morgen, når vi har set parken, kører vi til Sacramento hvor Benjamin har familie. Her skal vi nok være et par dage før vi kører til San Francisco og derefter kører på Highway 1 langs kysten hele vejen ned til Los Angeles. Efter LA tager vi muligvis, hvis tiden tillader det (hvilket den næppe gør) til San Diego og der fra tilbage til Dallas hvor jeg skal flyve den 12. december. Det var lidt for denne gang. Jeg vil selvfølgelig følge op på hvad vi rent faktisk gør ;) det kan hurtigt komme til at afvige fra vores plan jo.

Billeder!
Der er lagt hele 7 nye billedalbums op! Systemet fejler dog et eller andet så de ligger ikke i rækkefølge! 3 af de nye album ligger øvers på listen - de andre 4 ligger nederst. Jeg håber det er til at finde ud af alligevel. Anbefalet rækkefølge er:
Chicago
Zion National Park
Bryce Canyon National Park
Grand Canyon National Park
Las Vegas
Death Valley National Park
Sequoia National Park (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Las Vegas 20. november 2008
Søndag aften nåede vi frem til Las Vegas. Undervejs havde vi foretaget et par stop, blandt andet ved Hoover Dam, som er et ganske imponerende bygningsværk! Bag efter et lille stop ved Wal-Mart, da hverken Julie eller Sebastian før havde sat fod i sådan en foretning - og det bliver man jo nødt til at prøve :P

Fremme i Las Vegas skulle vi finde et sted at overnatte. Vi havde forsøgt at booke hotel online, hvilket ikke lod sig gøre da ingen af os er fyldt 21 år. Inden vi affandt os med et hostel valgte vi dog at forsøge at få et hotelværelse alligevel, hvilket viste sig at være ganske let - der var bid på første forsøg! Vi fik et fornuftigt værelse på det MEGET store hotel Circus Circus. Dette hotel er "normal" Las Vegas størrelse, hvilket vil sige at det er så stort at det lykkeds de fleste af os at fare vild på det op til flere gange! Der er det med hotellerne i Las Vegas, at mange af dem har et tema. Som man nok kan forstå, ud fra navnet, vores hotel cirkus. Det indebar at der til hotellet hørte en kæmpe cirkusarena, hvor der dagligt opføres forestillinger. Ud over denne arena havde hotellet også en stor "Adventure Dome" tilknyttet, som dybest set er en indendørs forlystelsespark med rutsjebane og det hele. Hvert hotel har selvfølgelig et kæmpe casino, så stort at man må måbe. Hundrede, ja tusindevis, af enarmede tyveknægte, spilleborde med mere står så langt øjet rækker - og det er ALLE hotellerne der har sådan et kæmpeområde. Jeg vil nu skrive lidt om de forskellige hoteller, for det er sådan set dem der er hovedattraktionen i Las Vegas. Hotellerne er som sagt store - meget store! og indeholder ud over en hulens masse værelser, og et kæmpe casino, et eller flere store shoppingområder, som ofte er bygget op omkring temaet for hotellet. Konkret har, fx hotellet "New York New York" et stort shopping og spiseområde der er bygget som sammenhængende gader i New York. Således ligger hver butik altså i sin egen lille "falske" new yorker-stil bygning langs en gade inde i hotellet. Det er svært at beskrive, men forestil dig en mindre version af 3-4 gader (inkl. huse) i New York, som er placeret inde i et hotel. Det er ret overbevisende udført, og man føler sig hurtigt i New York. Desuden har hotellet en indbygget rutsjebane, og nårh ja, så er hotellet - set ude fra - bygget som New Yorks Skyline! det er virkelig imponerende.

Et andet hotel jeg vil beskrive er "The Venetian". Det siger sig selv at temaet her er byen "Venedig" i Italien. Endnu engang er der et kæmpe casino, men inde i dette hotel finder man også et shoppingområde på størrelse med et mindre Rosengårdscenter (50.000 kvm). Alle butikkerne og restaurenterne er bygget langs en over 400 meter lang, og flere meter bred, kanal som slynger sin vej rundt på hotellets førstesal. Ja, sådan en kanal med vand i! og på vandet sejler selvfølgelig gondoler som man kan få sig en tur i sammen med en syngende italiener. Over alt dette, når man kigger op, er malet den mest imponerende kopi af en dejlig sommerhimmel. Med butikkerne, livet på restaurenterne, kanalen, bådene og denne flotte himmel glemmer man rigtigt hurtigt at man er indendørs, og får sig derfor en grim overraskelse når man går udenfor og det er blevet mørkt.



Andre imponerende hoteller er Luxor - bygget som en stor pyramide, Paris - som selvfølgelig har en kopi af effeltårnet, Ceasars Palace, MGM - hvor hovedattraktionen er to levende løver som holdes i bur inde i hotellet!, Excalibur indrettet som en riderborg, og sådan bliver det ellers ved. Las Vegas har virkelig nogle bygningsværker der er værd at opleve! Når det er sagt har byen heller ikke ret meget mere at byde på. Det er syndernes by, hvor penge, sex og alkohol er alt hvad det handler om - og et eller andet sted er der en lille håndfuld mennesker der tjener virkeligt store penge på det!



Men vi ankom altså søndag aften og havde besluttet os for at vi ville feste lidt, selvom vi godt vidste at det ville blive svært når vi var under 21 år. Vi satte derfor en længere aktion i gang for at skaffe os noget øl og vin. Vi forsøgte et par steder, uden held, og havnede så i Wal-Mart hvor Sebastian, med sine fantastiske snakkeevne, fik overtalt en spansktalende kvinde til at købe vin for os. (Nej, jeg tror ikke Sebastian snakker spansk, han snakkede med hende igennem hendes lille søn som kunne engelsk, og derfor endte med at oversætte frem og tilbage). Bag efter fik vi lidt at spise, inden vi satte jagten ind på øl. Det lykkeds os at få fat i lidt øl i 7-eleven hvor vi fik en ung (dog et par år ældre end os) afroamerikansk fyr til at købe os nogle øl. Det hele tog nogle timer - men det lykkeds! Så vi hyggede os ellers på vores hotelværelse og fejrede at vi havde haft nogle hyggelige dage sammen. Vi havnede ude i byen, efter en kort taxi tur med en chaufør der ikke helt forstod hvad vi ville. Vi ville til en klub hvor vi kunne komme ind selvom vi var under 21, og han satte os af ved en stripklub :S. I byen kunne vi selvfølgelig ikke kunne komme ind nogle steder og endte med at vandre rundt og se på alle lysene fra hotellerne. Næste dag gik vi alle hotellerne igennem og så også det enormt imponerende lys og musik akkompagneredevandshow foran hotel Bellagio. Vi var også i biografen, hvor de andre så den nye James Bond film, "Quantum of Solace". Jeg faldt selvfølgelig i søvn - typisk! Tirsdag morgen, meget tidligt, skulle Julie og Sebastian nå et fly til Seattle, så vi kørte dem til lufthavnen, satte dem af, kørte hjem og hentede en taske som Sebastian havde glemt, og kørte tilbage til lufthavnen igen, sagde farvel og kørte endnu en gang tilbage til hotellet og sov videre :) Senere på dagen forlod vi Las Vegas og kørte til nationalparken Death Valley, hvor vi er nu. (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Tværs over til Utah 16. november 2008
Efter at have siddet mange dage i bilen nåede Benjamin og jeg onsdag aften endelig frem til Springdale nær Zion National Park i Utah. Det var målet for vores lange køretur som startede i New Jersey. Hele turen til Utah kørte vi enten på, eller parallelt med, Route 66 hvilket var meget sjovt. Det er mange steder som man forestiller sig det, med lukkede moteller, barer og restaurenter, små tankerstationer, rustne reklameskilte, efterladte og smårustne 50'er biler osv. Meget spændende. Vi har stort set siden St. Louis kørt ude midt i absolut ingen ting. Der har været helt utroligt øde og meget langt mellem byerne. Det har og været fascinerende at se hvordan landskabet har ændret sig efterhånden som vi kom længere mod vest. I Texas kørte vi længe ude midt i et ekstremt fladt prærielandskab. Gradvist rejste flere og flere små bratte forhøjninger sig og flere og mere imponerende kløfter delte markerne. Efterhånden som vi kom ind i New Mexico og senere Arizona blev forhøjningerne til de meget karakteristiske røde bjerge med sjove formationer og helt lodrette vægge. Da vi nåede Zion National Park føltes det som om vi endelig havde nået klimaks efter flere dages kørsel. Landskabet i denne park er ekstremt! Bjergene er røde, lodrette, ubevoksede og høje. Vejen snor sig nede i de mange dybe kløfter sammen med floden. For at komme ind i parken måtte vi igennem en næsten 2km lang tunnel boret ind igennem et af bjergene. Derefter stod den på hårnålesving hele vejen ned i kløften. Parken er simpelthen en hel tur til USA værd! Man er hele tiden omgivet af høje, stejle, røde bjerge der står som en beskyttende mur hele vejen rundt om dig.



Stort set lige meget hvor i parken du befinder dig er du altid omgivet af disse voldsomme bjerge på alle sider. I Springdale, som ligger lige på kanten af parken, nede imellem bjergene, mødtes vi, som aftalt, med Julie og Sebastian. Vi gik ud og spiste sammen og vi måtte hurtigt overgive os til sengene efter en lang dag! Næste dag stod den på vandre tur. Vi havde udvalgt en hike kaldet "Angels Landing" som skulle tage omkring 5 timer. Vi kendte ikke noget til turen før vi kom ud på den, andet end dens navn og længde. Vi fik os en stor overraskelse. Efter at have vandret op af utallige ramper der snor sig op ad bjergsiderne stod vi pludselig over for den "egentlige hike", det som det hele viste sig at gå ud på, nemlig at nå toppen af formationen "Angels Landing", og det viste sig ikke at være en fin nedtrampet sti ligesom de mange andre hikes vi har været på. Denne sidste del af turen gik ud på smalle, 1 meter brede overgange, med lodrette vægge på begge sider, 500 meter ned og mange steder INTET at holde fast i. En del steder er der skudt jernkæder ind i stenene så man kan klamre sig til dem, for denne hike er farlig! Man går på glatte sten, uden nogen form for sikkerhed, frit fald på begge sidder, løse sten hist og her og meget stejle stigninger som skal bestiges under disse betingelser. Det var virkelig regulær bjergbestigning!





Jeg har aldrig i mit liv været udsat for noget så vildt, og næppe heller noget så farligt. 5 mennesker er døde på dette bjerg siden parkens oprettelse, hvilket ikke overrasker nogle der har været der oppe. Der skal ikke mere end et forkert skridt til eller en glat skosål før det går galt. Hvorfor gennemfører man sådan en farlig hike? For det første giver det selvfølgelig et kæmpe kick. Det er en ekstrem oplevelse man ikke lige glemmer. For det andet er udsigten fra toppen af Angels Landing helt fantastisk! Denne hike er uden sammenligning det vildeste jeg nogensinde har prøvet, og vi var alle enige om at det virkelig var vildt og fedt! Bagefter gik vi en kortere tur, men Angels Landing har lige pludselig gjort mange andre ting uinteresante, da det ikke måler sig med det vi oplevede der. I går, fredag, satte vi os i bilen og kørte til Bryce Canyon National Park, som bl.a. er kendt for Queens Garden, hvor en masse meget karakteristiske formationer rejser sig op, fra kløfen, som var de planter. Det er meget fascinerende at gå rundt nede mellem alle de spøjse tinder / stikkejaverter eller hvad man vælger at kalde dem. Det var helt klart en smul oplevelse, på trods af at det var noget koldt. Faktisk lå der sne rundt omkring, hvilket er første gang vi har oplevet det. Da vi kom tilbage til Springdale om aftenen spiste vi, og mødte blandt andet Julie og Sebastians Motel bestyrer - en meget specielt, men enormt åben og venlig mand. I dag, lørdag, forlod vi så Zion og satte næsen mod Grand Canyon National Park. Denne park er nok en af de mest besøgte, og det er heller ikke uden grund. Der er enormt smukt, men meget stort og forvirrende. Vi gik en kortere hike på en bjergside lidt væk fra hvor alle andre vandrede. Stien var meget minimal, og jeg spekulerede til tider over om det overhovedet var en godkendt sti. Lige meget om den er godkendt eller ej var det lidt sjovere at vandre på en rigtig bjergside i stedet for at slaske rundt på de grusbelagte turisthikes hvor alle andre går. I en usædvanligt smuk solnedgang kørte vi fra parken og er nu, på vores vej mod Las Vegas, stoppet i Williams, Arizona, for at overnatte. I morgen står turen på kørsel til Vegas - det skal nok blive rigtigt sjovt! (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Cross Country via Chicago 10. november 2008
Vi har efterhånden set mange ting, samt de fleste storbyer, på østkysten og har nu besluttet at sætte kursen mod den modsatte side af landet, til det vestlige USA. Oprindeligt var vores plan at køre over South Dakota og via Badlands og Yellowstone, men det er vi blevet nødt til at droppe fordi det er for sent på året og der allerede falder alt for meget sne til at man kan krydse landet risikofrit så langt mod nord. Vi er derfor endt med at planlægge en lidt anden rute som tager os mere syd på for at undgå sneen. Den nye rute går fra New Jersey til Chicago, og derfra via Route 66 hele vejen til Nevada. Det er en lang tur og vi har valgt at gennemføre den forholdsvis hurtigt så vi kan nyde det vestlige USA noget længere.

Så ledes tog vi torsdag morgen afsted fra Lawrenceville, New Jersey og kørte hele dagen. Vi overnattede på halvvejen til Chicago, og kørte fredag til Chicago hvor vi indlogerede os på byens HI Hostel. Planen var et kort ophold der lige gav os mulighed for at fornemme byen og se hvad den havde at byde på. Om aftenen, på hostel, mødte vi en fyr - Michael - fra Oregon. Vi snakkede godt med ham og da hostel bød på gratis pizza denne aften spiste vi sammen. Det viste sig at der var en bagtanke med den gratis pizza. Et psykologihold fra et college i Chicagoområdet vra på hostel, og hele ideen med gratis pizza var at vi skulle falde i snak med de studerende så de kunne stille os nogle spørgsmål og lære om rejsende og få mødt udlændinge. Det var rigtig hyggeligt. Vi faldt i snak med to piger og jeg tror vi alle sammen fik en masse ud af det. Vi hyggede os meget godt alle 5 og endte med bagefter at gå ud og se på downtown (selvom det dog var blevet mørkt). Vi gik "The Magnificent Mile" som er en lang gade ned mellem højhusene hvor alle de ekslusive butikker mm. ligger. Det er noget Chicago er kendt for! Bagefter splittede vi lidt op og Benjmin, Michael og jeg gik sammen med et par andre studerende, som havde sluttet sig til os, op i The John Hancock Building (højhus med observertionsdæk på toppen) for at se ud over Chicago "by night". I toppen af tårnet mødte et helt fantastiskk syn os! ganske vidst var det mørkt, men alle husene med lys i, høje som lave, alle gadelygterne i mange mils omkreds og alle parkerne med lys skabte et helt fantastisk lysmønster som næppe kan beskrives, men skal opleves. Det var enormt flot!



Efterfølgende vendte vi næsen hjem mod hostel og fik en god nats søvn. Benjamin, jeg og Michael deltog næste formiddag i en gratis guidet tour rundt i byen hvilket var koldt, men interesant. Efter en gang frokost satte vi os i bilen og forlod Chicago via I55 som kører paralelt med Old Route 66. Vi kørte ind til det blev mørkt, og havnede i Springfield, IL hvor vi overnattede. I dag kørte vi fra vores hotel omkring klokken 9 og havde kurs mod St. Louis som vi blot ville se kort. Vi besøgte deres kendte "Gateway Arch" og var en tur oppe i den, hvilket var en lidt speciel oplevelse! Man bliver kørt op igennem den stejle bue i små "capsules" eller vogne. Vognene er meget små, runde og klaustrofobiske. Efterhånden som man kom op af de skrå sider sidder man efterhånden ikke vandret mere kan du nok gætte. Derfor var der installeret en motor på hver af de 8 små lukkede vogne. Denne motor sørgede for engang imellem at dreje vores runde vogn så vi igen sad vandret. Det var en meget speciel oplevelse - lidt ulækkert i virkeligheden. Efter at have nydt den flotte udsig fra toppen af buen, så vi stedet hvor Lewis & Clark gik i land efter deres vigtige udforskning af vesten. En begivenhed der i øvrigt gjorde St. Louis til en meget vigtig by for udvidelsen mod vest. Det blev det sidste civiliserede stop for folk der ville bosætte sig i det nye vest. Bagefter var det tilbage i bilen og så har vi ellers kørt hele dagen og er nu endt i den lille by Joplin. Her er intet interesant, det er bare et stop for overnatningens skyld. De næste par dage fortsætter vi som tidligere med at køre, 6-8 timer om dagen, og onsdag eller torsdag er det planen at vi rammer Nevada hvor vi skal mødes med Julie, som Benjamin og jeg har gået i klasse med, og en af hendes venner. Så lige for tiden oplever vi en masse landevej, en masse spøse reklamer og figurer langs vejen og en masse meget forskellige landskaber. Og Chicago kan i øvrigt godt anbefales for mere end en god mellemlanding! byen har meget at byde på. (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Boston og valgdag 9. november 2008
Søndag 2. november forlod vi New York. Vi havde på forhånd købt busbilletter og tog en bus den 5 timer lange tur til Boston. Det endte med at tage hele dagen før vi fandt det hostel vi havde booket - det viste sig at ligge meget langt fra Downtown Boston så vi besluttede at blive for denne nat og bookede så ellers straks et andet hostel i Down Town for de næste to nætter. På dette hotel langt fra centrum mødte vi et par mennesker, blandt andet (meget uventet) to fyre fra Belgien - ja, præcist de samme belgiske fyre som vi havde delt værelse med i New York! Det var lidt spøjst. Vi mødte også en Japansk fyr, Kaz, som studerede i Seattle. Ham snakkede vi ret godt med, og besluttede at se noget af Boston sammen med ham næste dag. Kaz plejede at morse for det japanske flyvevåben, men nu studerede han engelsk - hvilket ikke prægede hans engelskkundskaber. Næste dag tog vi sammen med Kaz ind til Boston, fandt vores nye hostel, hvor vi smed taskerne, og så gik vi ud i byen med vores nye japanske ven. Vi endte på Boston Museum og Fine Arts som faktisk var ret interesant. Efter at have brugt nogle timer her skulle Kaz videre og vi besluttede at se selve Boston centrum. Tirsdag var en stor dag! valg dag! Vi startede dagen i centrum hvor vi gik den godt 3 mil lange "freedom walk" som er en vandretur der tager en forbi mange historiske bygninger, steder og forskellige dele af centrum. Boston er en enormt hyggelig by med mange forskellige gamle bygninger, kirker, museer mm. Efter at have brugt hele formiddagen på dette, tog vi metroen ud til Harvard for at se et af USA's mest kendte universiteter. Campus var meget imponerende, men en smule anderledes end Princeton University som vi har set tidligere på turen. Bygningerne på Harvard er en lidt anden stil og udstråler lidt mere magt og mægtighed en bygningerne på Princeton Uni. Jeg kunne egentligt bedre lide Princeton! Godt trætte tog vi tilbage til hostel for at se præsidentvalget på TV sammen med de andre gæster. Allerede klokken 23 (vores tid) var det hele lige pludseligt (meget uventet) overstået - som de fleste nok ved, og der gik ikke mange sekunder før man kunne høre glædesskrig ude fra gaden. (billeder kommer snart) Vi tog metroen lidt længere ind til byen for at se om der foregik nogle festligheder i anledning af sejren (hele det område af USA er demokratiskt). Vi rendte ind i en stor flok unge mennesker - måske et par tusinde. de kunne høre på lang afstand og var, kunne vi se da vi kom helt tæt på, helt oppe at køre. Det var helt enormt fedt at opleve! Jeg tror aldrig jeg har set så mange, så glade, mennesker samlet på et sted. Der var råben og skrigen og sejrssange. Papfigurer af Obama stak op hist og her og mange bar Obama t-shirts. Pludseligt begyndte den store menneskemasse at bevæge sig rundt i byen og vi fulgte med, midt i blandt de mange mennesker. En del politibetjente var mødt op og fulgte med gruppen rundt i byen. Biler, busser og taxier dyttede og folk hang ud af vinduerne og piftede og råbte! Folk badede i springvand og holdt taler og politiet endte med at forsøge at få folk til at gå hjem. Vi smuttede til sidst da vi dagen efter skulle tidligt op for at komme med bussen tilbage til New York, og derfra til New Jersey for at hente vores bil. Boston er en herlig by der helt sikkert er et besøg værd, og som en bonus fik vi en ekstraoplevelse i kraft af præsidentvalget. Her under et par video vi optog!



(Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
New York, det længste stop 4. november 2008
En hel uge endte vi med at blive i New York. Det er vores længste stop ind til videre, og det er ikke uden grund. New York er nemlig en fantastisk by! Det var tredje gang jeg var i byen og den er stadig lige betagende. Der er simpelthen noget over New York som de andre byer vi har besøgt ikke har. Om det er fordi der er mere liv, gadebilledet er aldrig stille eller om det er noget der "hænger i luften" er ikke til at sige, men jeg bliver aldrig træt af New York.

Vi trillede ind på Penn Station med toget mandag eftermiddag og inden vi fik indlogeret os på The Continental Hostel var det blevet mørkt. Vi tog til Times Square og så på de mange fascinerende lys og tog så ellers tilbage til vores hostel hvor vi mødte et par fyre fra hhv. Grækenland og Schweiz, som vi spillede lidt pool med og fik et par øl (ja, det lykkeds os at købe øl :D) Tirsdag var vejret dårligt og vi gik lidt rundt i byen og blev trætte af regnvejret, så vi gik tilbage og spillede pool, slappede af og sådan lidt. Vi mødte en tysk fyr som meget gerne ville spille med os, men absolut ikke var interesseret i at snakke med os. Om aftenen endte vi med at tage ned til Downtown for at gå i biografen hvor vi så "W.", en film om George Bush's liv. Det viste sig at være en knap så seriøs film - men dog vældig morsom! Onsdag købte jeg en jakke fordi temperaturene efterhånden er blevet meget lave og efterfølgende tog vi på Museum of Modern Art (MoMa). Tilbage på hostel mødte vi en fyr fra Nepal. Hans navn er noget i stil med "Shrehsta" og han er en meget speciel og nærgående person! Vi snakkede en del med ham og tilbage på vores værelse faldt vi i snak med to svenske piger som vi blandt andre delte værelse med. De to svenske piger havde også mødt den kære Shrehsta og opdaget hvor nærgående og lidt speciel han var, så det morede vi os lidt over og forsøgte ellers at samtale på dansk og svensk hvilket hurtigt blev til engelsk for bedre forståelse :P Torsdag Så vi Wall Street, New York Stock Exchange, Ground Zero, Greenwich Village (hvor vi så bygningen fra TV-serien "Friends") og Battery Park hvor vi så Statue of Liberty på afstand. Vi fik to roommates mere, to fyre fra Belgien. Fredag var Halloloween hvilket man tydeligt så i gadebilledet lige fra morgenstunden hvor folk i alle aldre og af alle typer rendte rundt i kostumer. Vi tog ud til haven for at besøge hangarskibet Intrepid som viste sig at være lukket. Øv, øv, så vi tog over på den anden side af Manhattan og tog med på en tour i FN's hovedkvarter. Det var en tour der kunne have været meget spændende, men rent faktisk var ret kedelig og forholdsvis indholdsløs. Ærgerligt, men det var nu meget interesant at se. Bagefter tog vi til bydelen SoHo hvor vi gik i butikker og fik lidt kaffe og sådan.. Om aftenen drak vi nogle øl og spillede pool. Her mødte vi en dansk pige og hendes papfar som rejste rundt i USA. Vi spillede lidt pool med dem, fik snakket noget mere med både svenskerne og Shrehsta fra Nepal :o) og endte med at komme ret sent i seng! Aftenens hygge resulterede i at vi ikke lavede noget som helst hele lørdagen. Søndag gik turen mod Boston! (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Philadelphia & New Jersey 28. oktober 2008
Philadelphia Tirsdag ankom vi til Philadelphia og fik efter lidt køren rundt indlogeret os på Apple Hostels Philadelphia. Et rigtigt fint hostel midt i Old City. Da vi kom frem lidt sent, blev det ikke til de helt store oplevelser denne dag. Aftenen brugte vi i vandrehjemmets fællesrum hvor vi så film med de andre. Onsdag gik vi rundt i byen det meste af dagen og beundrede denne enormt hyggelige by som jeg, personligt, synes er den hygligste by vi har været i ind til nu. Vi så blandt andet Independence Hall, hvor uafhængighedserklæringen blev udarbejdet og underskrevet, og vi så liberty bell, den kendte klokke som klang over byen i samme forbindelse. Om aftenen opholdt vi os igen på vores fantastiske vandrehjem som bød på gratis øl og baseball (Philadelphia er kommet i finalen i World Series, så det var meget oplagt). Her fik vi rent faktisk lov at få et par øl! første gang i halvanden måned! det var godt! Torsdag morgen satte vi kurs mod Franklin Institute som har en specialudstilling om pirater, med fokus på et gammelt, sunkent piratskib man har fundet: Wyndah hed det. I forbindelse med fundet af dette opdagede man også den eneste rigtige piratskat der til dato er fundet. Denne var selvfølgelig udstillet sammen med en masse andre effekter fra det sunkne skib - bl.a. en række kanoner, her i blandt en dansk kanon. Skibets, og besætningens, historie blev fortalt og det var alt sammen enormt spændende! Efter at have brugt nogle timer på Franklin Institute gik vi lidt rundt i byen, fik en kop kaffe og nød den gode stemning som Philadelphia byder på. Om aftenen havde vores hostel, for tredje gang, arrangeret underholdning. Denne gang var det dog en pub crawl som vi selvfølgelig ikke kunne deltage i. I stedet blev vi på vandrehjemmet hvor der var gratis drinks, og vi spillede pool det meste af aftenen med en fyr fra Holland vi havde mødt dagen før. Fredag var planen at vi skulle nå til New Jersey hvor vi skulle besøge Benjamins onkel, tante kusine og to fætre. Formiddagen brugte vi i Philadelphia og fik set noget mere af byen, blandt andet havneområdet som lagde kaj til flere store træskibe og militære fartøjer.

Da vi senere på dagen nåede til New Jersey fandt vi med lidt besvær familiens hus. Det viser sig at man i Trenton/Princeton området meget sjællendt må dreje til venstre hvilket gør det rigtigt svært at vende om når man kører forkert! vi var ovre og hilse på, fandt så et hotel og kørte tilbage for at spise pizza og se Ironman sammen med de andre. Det var rigtigt hyggeligt! Næste dag tog de os med til Princeton hvor vi så byen og det store campousområde som bærer det meste af byen. I Princeton ligger jo nemlig det kendte Princeton University som, for dem der ikke ved det, er på niveau med Harvard og Yale. Universitetet er etableret i slutningen af 1700-tallet og en del af bygningerne ligner at de også har nogle år på bagen. Det er et enormt charmerende område med gamle "borg" agtige bygninger og jeg følte nærmest at jeg gik rundt i en rigtig Harry Potter verden. Det må være fantastiske omgivelser at studere i kunne jeg forestille mig! men det er ikke let at komme ind :P Bag efter så vi lidt på byen med Benjamins fætter Ryan og fik en kop kaffe på Starbucks. Dagen efter slappede vi lidt af, fik købt ind og sådan lidt og spiste sammen med de andre om aftenen og overnattede i øvrigt hos dem. Næste morgen vågnede vi op, alene i huset, og kørte derfor til nærmeste Dunkin Donuts efter morgenmad. Bagefter fandt jeg et posthus, for at sende en pakke. Det tog sin tid! 1 time hvor jeg 3 gange måtte om bag i den laaange kø fordi jeg havde udfyldt toldpapirerne forkert =/ Hmm, men vi blev om eftermiddagen sat af ved banegården og vi tog toget til New York! Bilen står af økonomiske årsager i New Jersey mens vi er i New York og senere Boston. Parkering i storbyen er dyrt! (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Washington D.C. 22. oktober 2008
Torsdag den 16. ankom vi til Washington D.C. sent om eftermiddagen. Vi brugte en del tid på at lede efter et hotel til en rimelig pris, og endte på den modsatte side af byen, i Alexandria hvor vi måtte af med tæt på $100 for et værelse. Det var sent og vi gad ikke lede mere. Om aftenen bookede vi overnatninger på et HI hostel inde i byen, og skyndte os der ind næste morgen. Efter at have fundet vores herlige vandrehjem gik vi på opdagelse i USA's hovedstad. Vi havde ikke gået længe før vi stødte ind i den første kendte bygning: Det Hvide Hus, hvor præsidenten bor. Fra Det Hvide Hus er der ikke langt til Washington Monument og de mange memorials området omkring denne søjle har at byde på. Vi vandrede lidt rundt, fik set Lincoln Memorial samt en del af de mange krigs-memorials som er rejst - blandt andet World War 2 memorial, Korea Memorial og Vietnam Memorial. Det er helt sikkert et flot område som er et besøg værd. Specielt World War 2 anlæget var meget imponerende synes jeg. Vi vandrede efterfølgende lidt rundt i byen. Næste dag, lørdag, blev udfyldt af et besøg på "National Air & Space Museum" som var helt fantastisk imponerende. Her så vi diverse ægte enheder fra både amerikanske og russiske rumprogrammer - blandt andet komandomodulet fra Apollo 11, samt forskellige satelitter og rumstationer som har været i kredsløb om jorden. Det var meget fascinerende at opleve disse enheder helt tæt på, at se al den elektronik der er presset ind i et i forvejen meget lille rum hvor der samtidigt har skulle opholde sig 3 mennesker. Det var spændende at se de omgivelser astronauterne har levet i der ude. Jeg tror ikke på det kan være særligt sjovt at sidde på SÅ lidt plads ude midt i det ukendte, sorte, ingen ting. Meget fascinerende! Desuden indeholdt udstillingen også en masse interesante flyemaskiner, samt en masse information om flyvning, optik, rummet og jorden. Det var en meget spændende og udmattende dag! Vi endte dagen på "Harry's" hvor vi så første del af baseballkampen mellem Boston Red Sox og Tampa Bay Rays.

Søndag vandrede vi bare lidt rundt uden noget egentligt program for dagen. Vi var forbi State Capitol hvorfra nogle siger at verden styres ;) og så tog vi metroen et smut ud til bydelen Adams Morgan, hvor vi gik i zoologiske have, og blandt andet så en panda, der dog så lidt deprimeret ud. Den sad med benene lige ud for sig, ret ryg vendt mod publikum og øjnene sørgeligt rettet mod den betonvæg der var under en meter foran den. Sådan sad den, og sådan blev den sidende. Aftenen bød endnu en gang på baseball, denne gang fik vi plads på ESPN Zone hvor vi blev placeret i store, lækre luksus læderstole foran en MEGET stor storskærm som viste den 7. og afgørende kamp mellem Red Sox og Rays i HD! Tjerne serverede vores spareribs og burgere og fyldte vores glas - det var bare at læne sig tilbage og nyde kampen, som Red Sox desværre tabte!

Mandag morgen kørte vi til Baltimore som viste sig at være en rigtig dejlig by! Her brugte vi eftermiddagen og overnattede så uden for byen, for tirsdag den 21. at køre igennem Amish-land på vej til Philadelphia hvor vi nu er :) mere følger her om. Indlægene beskriver ikke i detaljer alt hvad vi har oplevet (det er simpelthen for omfattende), så vi har nok oplevet en masse som ikke står her :P Kommentare er meget velkomne, så ved vi at i følger med ;) (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Videre mod Washington D.C. 19. oktober 2008
Vi forlod tirsdag Kill Devil Hills. Først kørte vi lidt mod syd for at se Bodie Island Lighthouse, et ganske flot sort og hvidtmalet fyrtårn. Vi kørte tilbage mod nord og besøgte The Wright Brothers Memorial, som hører under National Park Service. Denne "park" ligger på det sted hvor brødrene Wright gennemførte deres første succesfulde motoriserede flyvning i 1903. På stedet var en lille udstilling og så var hele området ellers bevaret som det var den gang for over 100 år siden. Ruten, retningen og afstandene for deres 4 første succesfulde flyveture på dette sted var markeret med store sten. I sin tid var det en bar sandbanke, og man er derfor blevet nødt til at så det hele til med græs for at holde på de landskabsformer der var den gang. Det var et meget interessant ophold, og vi fortsatte senere på eftermiddagen videre til byen Virginia Beach, hvor vi fik er fed pris på et Super 8 Motel 1 gade fra kysten. Vi endte med at tage 2 overnatninger i Virginia Beach, og benyttede vores "ekstra" dag der til at besøge Virginia Air & Space Museum, som havde rigtig mange interesante ting at vise frem. Om eftermiddagen brugte vi noget tid på at lade os kaste rundt i de vilde atlanterhavsbølger, og blev godt og grundt våde og tilsandede. Vores næste større mål var Washington, så vi kørte efter nogle fede oplevelser i Virginia Beach videre til det der viste sig at være det totalt modsatte: Salisbury. Denne by var død! ligeså var hotellet hvor vi overnattede, og vi endte med at tage i biografen for at se "Nick & Norah's Infinite Playlist" som lige er udkommet her ovre. Den kan i glæde jer til at se derhjemme - i februar 2009! ha :P Det er en meget fin og underholdende film, som stilmessigt minder lidt om "Juno". Næste dag forlod vi den døde by så hurtigt vi kunne og kørte via. Cambridge og Easton til Annapolis. Til Annapolis er knytte vigtige historiske begivenheder, bl.a. blev byen midlertidigt hovedstad for USA efter underskrivelsen af Treaty of Paris. Byen er en enormt hyggelig lille havneby hvor man hurtigt kan føle at man er tilbage i Europa. Små træhuse, i vidt forskellige farver, er presset sammen om smalle gader som leder ned mod havnen. I alle de charmerende, farvede huse er foretninger, restaurenter, barer og cafeer. Det er en by der virkelig er et besæg værd. Man kan næppe bruge mange dage der, da byen ikke er pokkers stor - men et stop værd er den helt sikkert. Vi fortsatte sidst på eftermiddagen til Washington hvor vi med besvær fandt et hotel på den modsatte side af byen, i Alexandria. Vi er kommet til storbyen og må sluge nogle lidt højere hotelpriser! Læs om vores oplevelser i Washington i næste indlæg!!

P.S. Kortet virker ikke! (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Jesus Auto Repair & Kill Devil Hills 13. oktober 2008
Endelig, efter nogle dages kørsel igennem kedeligt landskab og aktivitetsdøde byer er vi endelig nået ud til østkysten, og vi har sat vores hænder, og næsten vores sko, i det brusende atlanterhav. I går kørte vi igennem North Carolinas hovedstad, Raleigh, hvor vi besøgte byen Museum f Natural [Science] hvilket var meget interesant. Vi kiggede lidt på byen bagefter, og kunne konstatere at den var temmelig "efterårsdød". Visne blade der blæste ned gennem hovedgaden og de tomme bænke og cafeér var ikke så tiltrækkende, så vi kørte videre efter vores museumsbesøg. Vi overnattede i en lille by øst for Raleigh - Selma. Her overvejede vi at tage få vores bil velsignet efter at have passeret dette sted:



I dag satte vi så målrettet kursen mod østkysten - mere præcist Kill Devil Hills. Vi kom frem her til aften efter en lang, lang tur igennem et meget stort halvdødt sump / marsk landskab. Vi kørte omkring 80-100 mil i dette landskab hvor bygningerne var få og fattige at se på. Vi stoppede i byen Bath, som kan prale af at være den første by i North Carolina. Her var engang et rigt handelsliv og pirater i den bugt som byen er bygget op omkring. Pirater stødte vi ikke ind i - byen har ændret sig! øv, øv. Videre fortsatte vi på landevejen ind til vi mødte en stor skildpadde der var i færd med at krydse vejen. Vi hilste på den og kørte så videre ud i det der syntes at være ingen ting. Endelig, 2 timer senere, nåede vi øen Roanoke Island hvor vi vidste at der ville være noget at se! Det var nemlig her at englænderne først koloniserede (eller i hevrtfald forsøgte dette) den nye verden. "The Lost Colony" ringer måske en klokke hos nogen. Hvis ikke, ja så drejer det sig om, at de første forsøg på at kolonisere området mislykkeds, bl.a. på grund af problemer med de indfødte. ved det tredje forsøg i 1587 satte Kaptajn White omkring 100 englændere i land på dette sted, blandt andet hans datter og barnebarn. Han måtte vende tilbage til England efter forsyninger, men da han nåede til England havde han ikke mulighed for at komme tilbage til Amerika før 1590. Da han efter disse 13 år vendte tilbage, var hele kolonien på mystisk vis forsvundet. Det eneste spor var stednavnet "CROATOAN" som var ridset ind i en pæl. Man har aldrig fundet ud af hvad der skete eller hvor alle disse mennesker blev af. Meget mystisk! Efter at have besøgt stedet hvor kolonien lå, og set en video om alt dette hos National Park Service, kørte vi direkte til Kill Devil Hills hvor vi nu er. VI bor ret tæt på vandet på et rimeligt lækkert hotel. Her er herligt. Mere følger om hvad vi skal se her! (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
The Great Smoky Mountains (oplevelser) 11. oktober 2008
The Great Smoky Mountains Torsdag i sidste uge forlod vi Atlanta og kørte mod nord med The Great Smoky Mountains som mål. Vi stoppede undervejs i en statepark og overnattede i telt på en teltplads i skoven ved den smukke lille sø Lake Dockery.



Denne campingplads var den første vi stødte på, som advarede om, at der er bjørne i nærheden. Dagen efter fortsatte vi til The Great Smoky Mountains, hvor vores plan var at blive nogle dage. Efter et besøg i parkens sydlige visitor center flyttede vi ind på en af parkens campingpladser, SmokeMont Campground. Vi hikede en 6 mil lang rute som lå lige ved pladsen, og blev ført op ad en lille bjergside og fik virkelig blod på tanden mht. at hike. Over alt i parken er der bjørneadvarsler og meget strænge retningslinjer for hvordan mad, og stort set alt andet, skal opbevares. Man tænker lige en ekstra gang når man lægger sig til at sove i et tyndt telt når der er så mange advarsler rundt omkring skulle jeg hilse at sige! :) Næste morgen kørte vi til den nordvestlige ende af parken og slog vores telt op på Cades Cove Camprground. Cades Cove er et relativt fladt område mellem bjergene, og er stedet man skal tage hen hvis man vil øge sine chancer for at opleve parkens rige dyreliv. Oven på hiken dagen før kastede vi os ud i en 7 mil lang vandretur som tog noget længere og bragte os rundt på bjergsider i området. Vi havde ikke gået længe før vi første gang oplevede hvorfor Cades Cove er kendt som et godt std at opleve parkens dyr. Vi var rimeligt optagede af at passe på at vi ikke stødte ind i en bjørn, fordi vi netop var gået forbi et skilt der advarede om aktive bjørne i området, da jeg så et dyr på stien foran os blot 10-15 meter væk. Benjamin fik et mindre chock da jeg prikkede ham på skulderen og udbrød "se!". Foran os stod - ikke en bjørn - men en buk af en type, som det endnu ikke er lykkeds os at identificere helt præcist. Den var rimelig stor og havde et imponerende gevir (muligvis 10-takket). Dyret luntede stille og roligt op ad en skråning og væk fra os og stien. Wow tænkte vi og travede videre i den fantastiske efterårsskov som bjergene her byder på. Vi travede og travede og vablerne begyndte tilsidst at melde sig rundtomkring på vores føder. Da vi var kommet ned fra de rimeligt højtbeliggende stier og kun havde cirka 1.5 mils flad vandretur tilbage til teltet fik vi os pludselig en overaskelse. ca. 40-50 meter inde i skoven, ved siden af stien, stod der et stort, sort, pelset dyr - stille som en sten, med øjnene rettet direkte mod os. En fuldvoksen sort bjørn! Den havde selvfølgelig observeret os længe inden vi opdagede den, og den holdt bare øje med os og passede på at vi ikke kom for tæt på - men lidt forskrækkede blev vi sgu, og stoppede brat op. Hvad havde vi lært at man skulle gøre HVIS man mødte en bjørn? Hmm.. Holde øje med den hele tiden, bakke langsomt væk fra den, i den samme retning som vi kom fra og ikke flytte øjnene fra den før den var ude af syne. Vi bakkede langsomt væk og håber inderligt på at den ikke ville følge efter os. Af "If I meet a bear-instruktionerne" i parken havde vi lært at hvis den fulgte efter skulle vi begynde at virke truende overfor den, så vi var meget lettede da den blot blev stående. Vi valgte i stedet at trave tilbage til campingpladsen langs en asfalteret vej. Vi var lige kommet os over bjørnen, og var kun få hundrede meter fra teltpladsen, da en noget yngre og "hvalpet" bjørn i godt humør kom spadserende ud af skoven og hen over vejen til vandløbet på den modsatte side. Benjamin var godt i gang med at krydse det selvsamme vandløb, og jeg kaldte på ham for at han skulle se bjørnen, som virkede noget mindre skræmmende end den store bjørn vi havde set tidligere. Der kom et par biler, som stoppede og folk steg ud for at se den lille bjørn, flere biler stoppede og som resultat her af blev endnu flere biler nødt til at stoppe da de første stoppede biler spærede vejen. Inden længe havde den lille bjørn fået tiltrukket sig et større publikum som tog billeder, pegede og klumpede sammen for at se den. Vi spadserede langsomt forbi, da vi vidste at det er ulovligt at opholde sig tættere end 50 meter fra en bjørn, og at det rent faktisk kan give op til et halvt år i fængsel at genere den. Det vidste de blitzende turister tilsyneladende ikke og inden længe følte bjørnen sig ikke sørligt tryg og begyndte at småløbe lidt frem og tilbage og satte tilsidst i løb i den eneste retning hvor der ikke var biler: i retning mod os. Vi satte langsomt farten op på vores gangtempo, lidt mere, lidt mere og småløb til sidst, da bjørnen besluttede sig for at løbe ud mellem bilerne og tilbage ind i skoven på den anden side af vejen. Den stakkels lille forvirrede bjørn :( Alt dette kommer til at lyde meget sødt i kraft af at det var en pjusket lille fætter, men hvis der her havde været tale om en stor bjørn, som den vi mødte tidligere på dagen, ville den højest sandsynligt være blevet vred i stedet for bange, og så kunne det være endt galt! Vi priste os lykkelige over at den store bjørn ikke besluttede sig for at spise os, og skyndte os tilbage til vores telt!

Bjørnene havde ikke skræmt os helt væk fra at vandre, på trods af at vi havde noget at snakke om efter mødet med den store bjørn. Så med en stadigt tilstedeværende lyst til at vandre i bjergene satte vi næste morgen kursen mod Cosby Campground i den nordøstlige del af parken. Denne teltplads lå lidt mere ude i skoven og husede ikke ret mange mennesker. Vi havde aftalt en heldagstur vi ville vandre næste dag (tirsdag) og nøjedes derfor med en kort tur på 4.4 mil til et nærliggende vandfald denne mandag. Bjørneoplevelsen havde dog sat sig præg opdagede vi efter vi paranoidt havde gået og gloet os over skuldrene i en times tid. Den nat var der meget mørkt på den noget noget tyndtbefolkede teltplads! Næste morgen stod vi tidligt op! vores planlagte tur var 13 mil lang (omkring 21km) og gik først op ad en bjergside, til toppen og så et stykke langs med bjergets ryg på den kendte Appalachian Trail for til sidst at tage en længere nedstigning af bjerget side, tilbage til vores telt. Vi fik os en overraskelse! topografien på et kort siger INTET om hvor hårdt det er et stige op - eller ned! Turen op var usædvanligt stræng, og da vi endelig kom op på bjergryggen og vandrede på Appalachian trail steg vi fortsat en smule opad og befandt os til sidst i 1.5 km højde. Udsigten var der oppe fra var helt fænomenal! Når de mange efterårsfarvede træer endelig tillod et kig ud fra toppen af dette bjerg, afsløredes lag efter lag af bjerge med folder og dale som man tror det kun findes på film optaget fra en helikopter! Det var helt fantastisk! Alle bjergene, hver eneste krog af deres folder, dale og små og store toppe var dækket med træet i de stærkeste efterårsfarver: lysegrøn, mørkegrøn, lys gul, mørk gul, orange rød, dyb rød, postkasserød og jeg kunne blive ved.



Det var simpelthen ubeskriveligt smukt. Billeder og video giver ikke det mindste indtryk af hvordan det var! Vi begyndte vores nedstigning langs Snake Den Trail, og opdagede på vej ned nogle metalrester et stykke nede af skråningen ved siden af den meget smalle sti vi gik på. Vi smed vores tunge rygsække og gik ned for at se hvad det var. Umiddelbart tydede meget på at det var rester fra et militært flyvrag som måtte være styrtet ned i bjergene. Malingen afslørede at det måtte være en del år siden. Vi fascineredes lidt over dette, og fortsatte turen nedad ad det stejle bjerg. Da vi endelig, totalt udmattede nåede tilbage til vores telt var der gået næsten 9 timer siden vi startede! Det var en fantastisk vandretur! Vi har senere fundet ud af, at der var tale om et militært fly af typen F4 Phantom II som i 1984 styrtede ned i bjergene. Vi sov godt i vores telt den nat, og næste morgen pakkede vi i regnvejr (vores første regndag) vores ting sammen, forlod parken og fandt et hotel for at få slappet af og sovet ud efter mange dage med vandring, camping og dåsesuppe.

Vi overnattede to nætter på et motorvejshotel og fik slappet godt af, og i dag, fredag er vi så kørt videre, og er nu i Burlington i North Carolina. Her er ikke noget specielt, det er bare et stop på vejen til atlanterhavet. North Carolina skulle have en meget smuk kyststrækning mod øst - den er vores næste mål! (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
The Great Smoky Mountains 5. oktober 2008
Vi er nået til The Great Smoky Mountains. Siden vi kørte ind i bjergene har det været MEGET svært at få signal på mobiltelefonerne, og vi kan derfor være svære at få fat på de næste par dage. Så, bliv ikke urolige hvis i ikke kan komme igennem. I kan prøve at sende en sms eller ringe. Vi skriver mere / giver besked når vi er i "civiliseret område" igen :) (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Fra New Orleans til Atlanta 1. oktober 2008
Søndag morgen forlod vi New Orleans over Lake Pontchartrain, via verdens længste bro, som strækker sig hele vejen, 39km, over søen. Det var noget af en oplevelse at køre ude midt på søen uden at kunne se land i hverken den ene eller den anden ende af broen. Efter at have tilbagelagt de knapt 40 km drejede vi mod øst, og kørte på US90 langs den Mexikanske Golf - helt ude ved stranden. Det var helt fantastisk, med 20 meter brede, hvide sandstrande, det rolige hav, store fugle og palmer langs vejen. Kyststrækningen var dog tydeligt påvirket af de mange orkaner - væltede træer, skilte med mere. Mange steder var gravemaskiner i fuld gang med at genoprette stranden og håndværkere i gang med at få shinet feriebyerne op igen. Ved den lille by Gautier kørte vi ind i statsparken Shepards State Park, hvor vi slog vores telt op og overnattede. Vi nåede også en lille hike rundt i parken inden solen gik ned. Ved aftentid, da solen var gået ned - mens vi sad uden for teltet med vores kort og planlagde næste dags rute kom der pludselig et dyr luskende. I mørket genkendte vi ikke dyret med det samme, men da vi fik fat i lommerlygterne blev vi noget overaskede over at se, at det var en vaskebjørn. Den listede stille og roligt af, og vi kiggede videre i vores kort, da endnu en kom listende ind fra den anden side, tilsyneladende fuldstændigt upåvirket af vores tilstedeværelse. Det var en lidt sjov oplevelse!

Mandag pakkede vi teltet sammen og kørte videre til Mobile [Mow-beel] hvor vi besøgte et gammelt fort (som viste sig at være en rekonstruktion) og var ombord på krigsskibet USS Alabama som tjente under anden verdenskrig.Vi kørte videre direkte til Montgomery, hvor vi overnattede. I går, tirsdag satte vi så kursen nordøst mod Atlanta. Undervejs smuttede vi forbi byen Tuskegee, som blandt andet er meget kendt for sit universitet. Vi søgte også en flyplads i byen, hvor sorte piloter første gang fik lov at deltage i anden verdenskrig. efter Tuskegee kørte vi til Horseshoe Bend, en nationalpark der dækker over området hvor Andrew Jackson i 1814 besejrede Creek indianerne Red Sticks. Det var meget interesant at se stedet og høre om slaget og dets betydning. Vi kørte direkte til Atlanta og gik på hovedet i seng da vi fandt et hotel. I dag, onsdag, har vi så været ude at se på Atlanta. Atlanta er en stor by med omkring 5 millioner indbyggere (metro). Byen har en god håndfuld skyskrapere som rager op midt i downtown, og omkring disse højhuse er densiteten af mænd i jakkesæt rimelig høj. Ellers er downtown præget af, at byen huser et universitet. Det har skbat et hyggeligt miljø i centrum, som gør byen rigtigt indbydende, med gadecafeér, restaurenter, træer langs gaderne, parker med musik mm. I Atlanta ligger CNN's hovedkvarter, hvor vi fik en times rundvisning. Det var meget interesant at se hvordan det hele foregår bag skærmen, og hvor anderledes det er fra TV2 hjemme i Danmark :) Det var mere eller mindre dagen i dag. I morgen, torsdag, er planen: Six Flags over Georgia! (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
New Orleans 28. september 2008
Nu har vi tilbragt et par dage i The Big Easy - New Orleans i det sydligste Louisiana. New Orleans er en helt fantastisk by, som har noget over sig som jeg næppe tror man finder mange andre steder i USA. Jeg er begyndt at føle mig hjemme igen da livet i byen virker mere europæisk end det er typisk amerikansk. De to første nætter overnattede vi et stykke fra centrum, så vi havde en 20 minutters køretur til det herlige, men turistede franske kvarter - stedet hvor man finder de de franske bygninger, spanske støbejernsbalkonner og små (men mange) cafeer og barer som New Orleans er så kendt for. I dag (lørdag) har vi indlogeret os på et hotel af en lidt anden type end hidtil. Denne gang er vi ret tæt på centrum, på et hotel der er meget hjemligt og hyggeligt. New Orleans minder meget om det sydlige Europa synes jeg både af udseende og sind. Byen er farverig med træer, palmer, blomster og buske samt huse malet i stærke farver med charmerende støbejernsbalkonner hvorfra man ofte ser blomster eller planter slynge sig uder over gelænderet ned mod gaden. Vi har brugt en del tid i det franske kvarter, har været på Bourbune Street et par gange både midt på dagen og om aftenen. Den kendte gade er en oplevelse for sig selv. Barer, diskoteker, stripklubber, voodooforetninger og souvenirshops er presset ind i gaden i hundredevis. Diskotekerne har åbent det meste af dagen, og selv midt på dagen er de godt besøgt af fulde, dansende mennesker. Det er meget sjovt at se gaden og alt hvad den nu byder på - men stærkt overvurderet er den nu. Jeg er sikker på at man kunne have en god aften i byen her, men er man bare ude efter lidt god livemusik bør man kigge ned af sidegaderne i stedet.
Vi har også været et smut forbi Garden District som er et rigtig kønt område af byen, hvor gamle egetræer pryder vejsiderne, samt vi har gået den såkaldte "moon walk" - en spadseretur på diget ud til Mississippi. Her til aften var vi en tur inde i byen igen for at høre noget jazz på spilletstedet Preservation Hall. Det var en god oplevelse. Igen kan turismen ikke gemmes af vejen, men forsøger man at ignorere de fulde mænd i shorts og hawaiiskjorter med plastikperlekæder om halsen, og koncentrere sig lidt om musikken og det rigtigt fede lokale, ja så får man sig en god oplevelse - det gjorde jeg! Bagefter fik vi en kop kaffe og de dertil hørende Beignets på Café du Monde. Beignets kan bedst beskrives som en kage der udenpå er en klejne og inden i er en æbleskive. Den er formet cirka som en firkant og serveres med en ordentlig gang flormelis på. I morgen, søndag, forlader vi New Orleans og kører langs kysten mod grænsen til Alabama. det er planen at vi vil overnatte en del på campingpladser den næste tid, så det kan blive svært at træffe os på internettet på bestemte tider. Derfor er en e-mail en god ide hvis man vil i kontakt med os, eller en sms eller et telefonopkald :) (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Mississippi 25. september 2008
Jeg er kommet lidt bag ud med at skrive og dette indlæg bliver derfor lidt opsumerende for de sidste 3 dage for lige at få tingene på plads så vi kan komme i gang med at skrive om de ting vi oplever undervejs. Vi kom afsted mandag og kørte hele vejen til Shreveport, Louisiana (se kort) og kørte der fra videre til den søvnige lille stationsby Gibsland hvor Bonnie og Clyde blev skudt for mange år siden. Vi snakkede lidt med bestyreren af det lokale B&C Ambush Museum og kørte ud for at se stedet hvor de blev skudt. Vi fortsatte videre til 'Collegebyen' Ruston hvor vi overnattede på motel. Næste dag kørte vi videre mod byen Monroe som viste sig ikke at være så spændende, vi fortsatte mod Vicksburg som ligger lige på den anden side af grænsen til Mississippi. Undervejs tog vi en lille afstikker mod nord til nationalparken Poverty Point hvor vi besøgte parkens museum og tog en 3-4km lang hike rundt i området der for over 3000 år siden var hjemsted for en relativt ukendt civilisation. De havde anlagt 6 volde i en halvcirkel samt nogle store "mounds" (høje). Det var en flot tur - men vi blev nær spist op af myg! (vi takker stadig Park Rangeren på stedet for at give os myggespray!) Videre gik turen til Vicksburg hvor vi overnattede, og dagen efter (i dag) udforskede. Det er en utroligt charmerende by. Byen er fattig, men med en charmerende sydstatslig byggestil, forfaldne huse i træ eller sten med træverandaer malet i kraftige farver. En by hvor et apotek og en tankstationskiosk godt kan være et gult og rødtmalet træskur. Gaderne var stejle og endte i ved Mississippifloden. Vi kørte efter en anlagt scenic drive til Vicksburg Military National Park og brugte en del timer på atkøre rundt i parken, som tjente som slagmark for vigtige slag under den amerikanske borgerkrig. Herefter besøgte vi det lokale coca-cola museum, som i øvrigt er i det selv samme hus hvor den første coca-cola blev tappet på flaske! Videre kørte vi ved eftermiddagstid til Jackson 40 miles mod øst, hvor vi har fundet et billigt og overraskende godt motel. I morgen sætter vi kursen mod syd, mod New Orleans.

Vi har lagt nye billeder ind under "billeder" og husk at du hele tiden kan se på kortet hvor vi er (mere eller mindre præcist) (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Et par stille dage 21. september 2008
Jeg var så uheldig at blive syg for nogle dage siden, så de sidste par dage har vi ikke rigtigt foretaget os så meget. Det var meningen at vi ville have taget afsted lørdag, men det blev det så ikke til alligevel. Planen er nu, at vi tager afsted mandag. Jeg er ved at være frisk igen, så det skulle ikke være hekt umuligt snart at komme afsted :) Så de sidste par dage har vi ikke oplevet ret meget. Baseballkampen vi skulle have set fredag kom vi ikke til, og en tur til Dallas droppede vi også. Så vi har ikke været meget længere væk end Walmart og posthuset de sidste par dage ;) I aften er det planen at vi skal se football på storskærm hos Benjamins onkel og tante, så det bliver nok meget sjovt :D (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Howdy Texas 17. september 2008
Endelig kom jeg afsted! Mandag aften tog jeg til København og overnattede og tog tidligt tirsdag morgen med en lettere sindsyg taxichauffør til lufthavnen. 100km/t ind igennem København, 200km/t på motorvejen og 150km/t rundt i et sving i et motorvejskryds. Ikke enormt behageligt, men tilgengæld var jeg så fremme 13 minutter senere! På flyet til London kom jeg til at side ved siden af en britte som tilsyneladende var meget optaget af at løse et eller andet problem. Han tegnede nogle meget flotte prikker, kurver og linjer i luften med sin kuglepen og trak fra tid til anden streger mellem de usynlige punkter. Jeg tænkte at han nok ikke var interesseret i at blive forstyrret og lod ham arbejde i fred ;) I London ventede jeg 3,5 time på mit fly til Dallas-Fort Worth. Jeg fik sæde imellem, på den ene side, en stor mand som tilsyneladende var albaner eller sådan noget, og på den anden side en amerikaner (af statsborgerskab) på trods af hans meget dårlige engelsk snakkede vi lidt undervejs - når man sidder 10 timer i et fly og underholdningen står på "Sex & The City" må man virkelig have tiden til at gå med noget! Dårlig film - se den ikke! Jeg ankom til Dallas-Fort Worth ved 17.30-tiden og efter at være kommet igennem de mange sikkerhedstjek nåede jeg næsten hen til udgangen. 10 meter før blev jeg trukket til side og bedt om at følge en gang der strakte sig ned til højre for mig. Uden at vide hvad der foregik fulgte jeg ordren og nåede - efter et kvarters venten - frem til en betjent der meget gerne ville rode i min taske. Det viste sig at jeg var blevet tilfældigt udvalgt til et customs tjek. Så de næste 20 minutter gik med at forklare hvad jeg lavede i USA, hvad jeg havde i tasken, hvorfor jeg havde det med, hvilken musik der var på mine cder og hvorfor jeg rystede på hænderne. Hrmf. Dem af jer der kender mig godt, ved at jeg altid ryster på hænderne ;) Jeg skyndte mig hurtigt ud og blev modtaget af Benjamin som havde ventet en times tid. Vores fede Honda Han var selvfølgelig kommet i vores egen bil - en Honda Accord 2003. Det er en ret lækker bil til en tur som vores skal jeg lige hilse at sige. Vi kørte til Benjamins bedsteforældre, blev modtaget, fik lidt aftensmad, tog en tur i deres sprit nye Cadillac STS 3.6 (LÆKKER!!!) og gik mere eller mindre på hovedet i seng.

I dag har vi tøffet lidt rundt i vores egen bil. Vi har været inde i selve Fort Worth og set lidt af byen, vi var en tur ude ved Stock Yards, som er et stedet hvor man før i tiden handlede/udvekslede/sendte kvæg med mere. Vi havde begge været der før og da det er lidt uden for sæsson var der temmelig dødt, så vi kiggede lige og smuttede så igen. Frokosten tog vi på Whataburger og slog så et smut forbi et lokalt Mall hvor vi skaffede os en lampe, nogle lommelygter og en rygsæk til Benjamin. Nu sidder vi og slapper lidt hjemme på værelserne. Ind til videre er planen at vi rammer landevejene lørdag. vi har fået billetter til Rangers vs. Angels på fredag og det er bestemt værd at vente på. Galleriet opdaterer vi en gang i dag med et par billeder fra i dag :) (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Rejseforsikring 23. august 2008
Så fik jeg endelig bestilt rejseforsikring. Jeg har jo desværre måtte erfare, at en årsrejseforsikring oftest kun dækker rejser på op til 1 måned. Derfor er jeg blevet nødt til at købe en enkeltrejse forsikring specielt til denne tur. Jeg undersøgte markedet lidt og indhentede nogle tilbud. Jeg kom tilsidst frem til, at Europæiskes forsinkring var den billigste i forhold til hvad den dækkede - og da den dækkede mine behov endte jeg med at bestille her. Hvad må man så slippe for at føle sig sikker i 3 måneder? DKK 1217 og det er oven i købet med rabat. Chokkerende, men nødvendigt synes jeg. Så nu har jeg både billetter, computer og forsikring, det eneste der mangler er at der går 24 dage så jeg kan komme afsted. Benjamin tog afsted i onsdags, og jeg venter spændt på at høre lidt der ovre fra. (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Laptop til turen 8. august 2008
Det har hele tiden været planen at jeg ville have en bærbar computer med på turen og jeg har brugt en del tid på at undersøge hvad der kan fås og hvilke computere der kunne bruges. Jeg har ledt efter en computer der er lille, let, har webcam og wifi samt en rimelig harddisk og en pris på under 4000kr. Jeg har kigget på rigtigt mange modeller og kom efterhånden frem til, at MSI Wind var den bærbare den kom tættest på det jeg søgte. 10" skærm, lige omkring 1kg, wifi, bluetooth, webcam, 80gb harddisk med mere. Eee-pc (900) overvejede jeg også en del fordi den er lidt mindre og lidt billigere, men i dag tog jeg mig så sammen og tog ind til TJData i Odense for at se på disse to laptops og sammenligne dem. Jeg kom frem til at Eee-pc's tastatur er for småt, musen virker dårligt og computeren er langsom, hvorimod MSI Wind fungerede perfekt. Det betød at jeg besluttede at købe sådan en fætter. Derfor har jeg nu anskaffet mig en MSI Wind (sort) som bliver min anden rejsekamerat på turen. Den er lille, kompakt, let og lækker. Den fylder ingenting i en taske og dens vægt er så lille at man kan have den med over alt. Det er lige præcis det jeg har ledt efter. Den skal bruges til at læsse billeder og video over på, samt til at blogge fra - og sikker til at skrive lidt med nogle der hjemme hvis vi kommer forbi et hotel eller lign. med en rimelig wifi-forbindelse. (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Billetterne er købt 7. august 2008
Timevis har jeg siddet og studeret flyafgange, før jeg nåede frem til noget jeg rent faktisk selv mener at jeg kan bruge. Som jeg skrev i forrige indlæg kunne jeg ikke helt beslutte om jeg turde flyve med kort mellemlanding, om jeg ville tidligt afsted om morgenen og i øvrigt også om jeg ville skifte fly i europa eller USA. Efter mange timer har jeg endelig besluttet mig og jeg købte i mandags billetterne. Rejseplanen ser nu således ud:
  • 16. september 07:55 København til London (ank 09:05)
  • 16. september 12:50 London til Dallas (ank 16:50)
  • 12. december 16:55 Dallas til London (ank 07:40)
  • 13. december 09:40 London til København (ank 12:30)
Det var specielt turen der over jeg havde lidt problemer med at beslutte mig for, da mellemlandingen som sagt ikke passede så godt tidsmæssigt. Jeg endte med at vælge en afgang med rimelig god tid i London (3 timer og 45 minutter) for at være på den sikre side og for ikke at skulle stresse over forsinkede fly. Alle afgange er med American Airlines - dog er flyene mellem KBH og London egentlig British Airways - men de er blevet solgt som AA-billetter.

Jeg efterhånden ved at være faldet lidt ned igen nu hvor billetterne er kommet på plads, og jeg går og glæder mig som en vanvittig til at komme afsted :) Nu bøvler jeg kun med småting som elektronik jeg vil have med, forsikring med mere. En rejseforsikring må jeg jo have.



(Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar
Hvornår skal jeg flyve? 4. august 2008
På det sidste har jeg kigget en del på flybilletter. Det er jo absolut på høje tid at få købt en returbillet. Ifølge planen skal jeg jo flyve til Dallas, hvor jeg skal møde med Benjamin som på det tidspunkt er der ovre. Hvad der ærgrer mig er at alle de flyafgange jeg kan finde enten er så tidlige at jeg bliver nødt til at overnatte i københavn dagen før - eller tage toget klokken halv 4 om natten - eller alternativt får en meget kort transfertid på min mellemlanding. Jeg vil jo helst have 2 timer til transfer, da jeg en del gange har oplevet forsinkelser som næsten har - eller har - betydet at jeg ikke har nået det næste fly. Nu vil jeg lige tænke lidt over det inden jeg beslutter mig for om jeg tør tage en flykombination med lidt kortere transfertid. Jeg regner dog med at købe billet i løbet af i dag, i morgen eller onsdag.

Jeg har besluttet mig for at jeg køber min billet hos travellink.dk da jeg efterhånden har købt mine rejser og flybilletter her nogle gange. Jeg har været godt tilfreds med det - intet bøvl overhovedet, og hjælpsom support selvom de ofte snakker og skriver svensk. Jeg kan kun anbefale at handle der. Nu handler det bare om at vælge tidspunkter og så få bestilt! spændende! (Skrevet af Jonathan)
Skriv en kommentar